19. januar 2023

Viborg-sejr i første test

Tonni Adamsen åbnede træningskampen mod Viborg med et fint hovedstødsmål, inden gæsterne kom tilbage og vandt med 2-1 i en kamp, der nok havde fået et andet resultat med VAR.

SIF tog torsdag middag imod Viborg FF i årets første træningskamp på et råkoldt JYSK park, hvor et par hundrede tilskuere havde fundet vej.

Cheftræner Kent Nielsen modtog i dagene op til kampen en del afbud med småskader og sygdom, og han havde valgt en startopstilling med en anførerbinds-bærende Nicolai Larsen bag en forsvarskæde med Anders Dahl på højrebacken, Alexander Busch og Tobias Salquist centralt og Lukas Engel i venstre side. På midten huserede Pelle Mattsson, Andreas Oggesen og Stefán Teitur Thórdarson, mens Kasper Kusk og Mads Kaalund lå bag Tonni Adamsen i front.

SIF kom frem til hele tre chancer i de første fem minutter, hvor først Tonni Adamsen i to omgange og siden Mads Kaalund forsøgte sig ganske nærgående efter gode opspil. SIF satte sig i det hele taget hurtigt på spillet og fandt et fint flow i opbygningen.

Efter 13 minutter kom næste SIF-afslutning, da Lukas Engel trykkede af fra distancen, men snert forbi Lucas Lunds ene stolpe.

Tonni på tavlen
I det 16. minut kom så den fuldt fortjente føring til hjemmeholdet. Tonni Adamsen bredte spillet ud til en fremstormende Lukas Engel, der fra venstresiden lagde bolden ind i feltet, hvor Adamsen rykkede sig fri og overbevisende headede SIF i front – 1-0 til SIF.

Lukas Engel forsøgte sig igen i det 20. minut med en flugter fra lang afstand, men denne gang strøg forsøget længere forbi. Nærmere kom SIF et par minutter senere, da et indlæg var millimeter fra at blive ramt af både Andreas Oggesen og Mads Kaalund – og kort efter var Kasper Kusk også tæt på efter oplæg fra Adamsen.

Alt i alt en overbevisende lille halv time fra SIF med mange chancer i kampens åbning, hvor den overskyede kulde efterhånden blev afløst af sol over JYSK park.

1-1 efter flad afslutning
Viborg havde ikke haft meget at byde på i kampens indledning, men efter en god halv time kom gæsterne alligevel på 1-1. Først fik Jeppe Grønning muligheden (efter et kæmpe frispark på Pelle Mattsson, som ikke blev dømt), og et minut senere snød Marokhy Ndione offsidefælden, tog bolden fint med sig og kom til en flad afslutning, der var uden for Nicolai Larsens rækkevidde: 1-1.

Fem minutter inden pausen kom gæsterne tæt på igen, da en fremlægning blev headet væk af Nicolai Larsen – hvorefter han måtte redde med selvsamme hoved på det efterfølgende VFF-forsøg.

Dermed blev det ved 1-1 til pausen efter en første halvleg, hvor SIF sad på stort set alt i mere end en halv time, mens gæsterne smagte mere på buffet’en mod slutningen.

Massive udskiftninger og Viborg-føring
Kent Nielsen skiftede næsten hele holdet til anden halvleg, hvor kun Alexander Busch og Anders Dahl blev på banen. SIFs hold bestod herefter af Oscar Hedvall, Oliver Sonne, Alexander Busch, André Calisir, Lukas Klitten, U19-spilleren Simon Ryberg, Mark Brink, Anders Klynge, Robert Gojani, Anders Dahl og Alexander Lind, mens også Viborg skiftede massivt ud.

Alexander Lind kom hurtigt frem til et blokeret skud, men det var Viborgs Elias Achouri, der fik anden halvlegs første store mulighed efter 52 minutter, da han afsluttede ufarligt på en løs bold i SIF-feltet – uden problemer for Oscar Hedvall.

Spillet var mere løst for begge hold i denne fase, men det var Viborg, der kom i front i det 59. minut. Alassana Jatta blev endt i dybden på en fremlægning, der lugtede gevaldigt af en offside, der ikke blev dømt – og han sendte bolden ind ved nærmeste stolpe. 1-2 Viborg.

SIF snydt for straffe
Anton Gaaei og Lukas Klitten kom frem til løse muligheder i hver sin ende, inden Simon Ryberg i det 74. minut sendte et indlæg ind fra højresiden, som en glidende VFF-forsvarer parerede med en udstrakt arm – kæmpe straffe, men ikke fløjtet trods store – og rimelige – SIF-protester.

Som ved 2-1 målet havde VAR nu nok ændret på udfaldet, men altså fortsat 2-1 til Viborg.

Robin Østrøm afløste herefter Alexander Busch i centerforsvaret hos SIF, mens også Anders Dahl gik ud til fordel for U17-spilleren Sebastian Biller, der hurtigt gjorde opmærksom på sig selv med en fræk dribling.

Kort efter fik Biller igen vist sig frem, da han efter et glimrende Lukas Klitten-indlæg krøllede et forsøg snert forbi stolpen. Gode ting fra den unge tekniker.

Meget mere skete der ikke, og dermed vandt Viborg med 2-1 i testkampen på JYSK park. Næste opgave er træningskamp mod Vendsyssel FF samme sted – på lørdag klokken 13.00.

 

Træningskamp, torsdag den 19. januar 2022 kl. 12.00 på JYSK park
Silkeborg IF – Viborg FF 1-2 (1-1)
Mål: 1-0 Tonni Adamsen (16), 1-1 Marokhy Ndione (32), 1-2 Alassana Jatta (59)

SIF: Nicolai Larsen (46: Oscar Hedvall), Anders Dahl (76: Sebastian Biller), Alexander Busch (76: Robin Østrøm), Tobias Salquist (46: André Calisir), Lukas Engel (46: Lukas Klitten), Pelle Mattsson (46: Mark Brink), Andreas Oggesen (46: Anders Klynge), Stefán Teitur Thórdarson (46: Oliver Sonne), Mads Kaalund (46: Robert Gojani), Kasper Kusk (46: Simon Ryberg), Tonni Adamsen (46: Alexander Lind).

Dommer: Mikkel Redder

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen