7. november 2022

”Vi skal kæmpe videre”

Robin Østrøm startede inde, da SIF søndag vandt med 2-1 i Aalborg efter en skidt 1. halvleg – og en 2. halvleg, hvor SIF vendte det hele og fik en sejr, der betyder utroligt meget.

– Vi er tilfredse med endelig at få de tre point, men vores 1. halvleg var ikke god, hvorimod vi i 2. halvleg lykkedes med at finde rummene i deres forsvar og udnytte vores muligheder. I 1. halvleg blev der begået en masse personlige fejl, som vi skulle fjerne fra vores spil i 2. halvleg, hvis vi skulle have noget med hjem – og det fik vi. Vi var nødt til at komme ud til 2. halvleg med mere gejst i vores spil og med brystet fremme for at vende det til en sejr, hvilket vi troede på, at vi kunne hele vejen. Det tidlige mål til AaB gjorde det svært for os i 1. halvleg, for AaB havde fået det de kom efter. Vi lykkedes med at holde dem fra de store chancer, men vi formåede heller ikke selv for alvor at skabe noget før midten af 2. halvleg, hvor vi med to hurtige mål vendte tingene, lagde Robin Østrøm ud, hvorefter han kommenterede på, hvor meget denne sejr betyder taget den tætte Superliga i betragtning, hvor alle point tæller.

– En sejr som i dag tæller utroligt meget, og det kunne man også mærke lige efter kampen og i omklædningsrummet. Der bliver spillet mange uafgjorte kampe i Superligaen for tiden, og netop derfor rykker en sejr ekstra meget. Det er en tæt liga, så når man kan skrabe tre point sammen, er det utroligt vigtigt. Vi har spillet mange kampe det seneste stykke tid, og allerede på onsdag skal vi spille igen i Pokalturneringen mod Randers FC, hvor vi skal forsøge at gå videre. Men på trods af det skal vi kæmpe videre, for selv om vi har haft mange kampe på kort tid, er vi ved at vænne os til det. Vi har spillet mange kampe i Superligaen, Pokalturneringen og Conference League, så at det kan være hårdt er ikke noget, der overrasker os længere. Som trup skal vi sørge for at blive ved med at finde energien frem, lød det klart og tydeligt fra Østrøm, der kom til Silkeborg i sommer fra OB.

– Den første tid i Silkeborg har været super fed, og jeg er utrolig glad og stolt over den tiltro, jeg har fået fra træneren. Den seneste periode har givet mig de største højdepunkter i min karriere indtil videre, hvor især det at starte inde mod West Ham på London Stadium var en kæmpe oplevelse. Det er nogle store begivenheder, jeg har været en del af indtil videre i Silkeborg, lød det til sidst fra en tydeligt glad Robin Østrøm.

 

 

Interview: Anders Mathiasen

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen