20. marts 2022

Vi skal hugge til, når vi har chancen

Cheftræner Kent Nielsen var naturligvis skuffet over at indkassere et sent mål mod et tophold for anden hjemmekamp i træk – men tager også positive ting med fra søndagens opgør.

– Det var et lige og tæt opgør, hvor de små ting afgjorde det – igen. På mange parametre lykkedes vi ellers – men ikke på de afgørende. Så selvfølgelig er det skuffende at stå med et nederlag igen, og endda det tredje i træk. Dét har vi ikke prøvet i flere år. Men vi skal ikke bashe os selv alt for meget, for igen var vi meget tæt på at gøre det mod et af de bedste og dyreste hold i ligaen. Men igen fik vi ikke slået til, da vi havde chancen, og det er jo forskellen, når man møder de bedste. Det skal vi tage med fra dagens kamp, evaluerede cheftræner Kent Nielsen kort efter kampen og fortsatte.

– Vi skal finde en energi i det faktum, at vi igen var rigtig tæt på, selv om det er klart, at det er skuffelsen, der fylder lige nu. Det er jo ikke fordi, at vi vadede i store chancer, og FCM havde bestemt også deres – men vi havde alligevel dem, der skulle til. Vi arbejdede hårdt for tingene, og både indsats- og indholdsmæssigt leverede vi ok i et tæt og meget taktisk opgør. Nu skal vi ryste den her skuffelse af os og glæde os til slutspillet, hvor der er 30 point at spille om – og det er stadig vores mission at samle så mange af dem, som vi overhovedet kan, sluttede cheftræneren.

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen