21. oktober 2016

Veloplagt revanche i Viborg

På tre mål af Davit Skhirtladze sikrede SIF sig fredag aften en sød sejr i Viborg. Dermed blev det forsmædelige 1-5 nederlag fra tidligere på sæsonen revancheret.

Siden den 21. august har 1-5 nederlaget til Viborg siddet som en fem-fingret huskekage på kinden af SIF-spillerne. Derfor var sejren over netop Viborg fredag aften ekstra sød, for med 3-1 blev resultatet fra august både hævnet og revancheret. Davit Skhirtladze viste storform med tre mål, og med samlet syv mål i sæsonen byder georgieren sig nu også godt til på topscorerlisten i ligaen.

SIF-manager Peter Sørensen havde valgt nøjagtig samme startformation som i Parken en uge tidligere, og eneste nye ansigt 18-mandstruppen var det 17-årige talent Jeppe Okkels, der erstattede knæskadede Nicolaj Agger. 

Revanche i luften
Lad det være sagt med det samme. SIF fik en drømmestart på kampen. Overskriften inden kampen havde været “revanche” efter det forsmædelige nederlag på 1-5 til samme modstander på Mascot Park tidligere på sæsonen, og det var da også en flok sultne og revanchelystne SIF’ere, der kom ud til kampen og angreb fra start. Virkningen udeblev ikke. Inden stadionuret i Viborg havde rundet tre minutter var stillingen 1-0 til SIF. Nicklas Helenius tacklede bolden fra Viborg-forsvaret, og Davit Skhirtladze opfangede den, tog en dribletur på tværs af feltet og kom fri til skud. Med et fladt spark fikserede han Peter Friis Jensen i Viborg-målet ved at placere den modsat løberetningen.

I fortsættelsen havde SIF godt styr på kampen, spillede med stor tålmodighed og kørte bolden rundt i egne rækker og gav ikke meget væk. Første egentlige chance til hjemmeholdet skulle man hen til kampens 16. minut for at finde. Mikkel Vendelbo tabte bolden ved midterlinjen, hvilket førte til Viborg-opspil i SIF’s venstre forsvarsside og indlæg til Serge Deble, hvis flugtskud dog gik et stykke forbi mål.

To gange Davit
Så var der mere bid i SIF-angrebene. Flere gange var kombinationerne tæt på at sidde der – ikke mindst på grund af en veloplagt Robert Skov på højrekanten. Godt midtvejs i halvlegen gav det udbytte. Med en flad stikning ind i feltet fandt Skov en fri Davit Skhirtladze, der igen brillerede med en dribling på tværs og et fladt skud i målmandens blinde side. 2-0, og sikke en aften i Viborg, det så ud til at blive for SIF. Davit Skhirtladze bragte dermed sin scoringstotal for sæsonen op på seks – med dobbelt målscoring i tre kampe. 

SIF fortsatte det opportunistiske spil. Robert Skov sled sig fri til et skud på ydersiden af stolpen, mens Viborgs største chance i halvlegen tilfaldt Jung-Bin Park. Han driblede sig fri af Ibrahim Moro og fyrede af – med et forsøg udenfor målrammen.

Åben kamp efter reducering
SIF var tæt på 3-0 i starten af 2. halvleg, men Emil Scheels flade skud efter et godt gennembrud i feltet blev reddet på stregen. I stedet var det Viborg, der fik reduceret. Egentlig åndede alt fred og ingen fare for SIF, men op af ingenting dukkede Jung-Bin Park med et skud mod SIF-målet, som Dennis Flinta fik blokeret til hjørnespark. På det steg Mikkel Rask i vejret og  headede bolden i nettet via underkanten af overliggeren. En kamp, der på alle måder lå til SIF, var pludselig åben igen.

Skhirtladze igen igen
Viborg havde dog gjort regning uden Davit Skhirtladze, der havde en af sine helt store aftener. Blot tre minutter senere lagde Robert Skov en genial aflevering i fødderne på Skhirtladze, der i fri position kunne sende bolden under Peter Friis Jensen i Viborg-målet. SIF’s Mr. Zweimal blev til Dreimal.

Det kunne være gået endnu værre for Viborg, for Emil Scheel sendte bolden i nettet midtvejs i halvlegen, men målet blev underkendt for off-side på Mikkel Cramer.

Kampen ud havde SIF pænt kontrol over tingene, og det var en aldeles fortjent sejr, Søhøjlandets helte kunne tage med sig hjem.

SIF spiller igen på fredag, hvor OB kommer på besøg på Mascot Park. Der er kampstart kl. 18.00.

Kampen i tal:
Alka Superligaen, 14. spillerunde, fredag den 21. oktober kl. 20.15 på Energi Viborg Arena:

Viborg FF – Silkeborg IF 1-3 (0-2)
Mål: 0-1 Davit Skhirtladze (3.), 0-2 Davit Skhirtladze (27.), 1-2 Mikkel Rask (53.), 1-3 Davit Skhirtladze (56.)
Advarsler: Jung-Bin Park, Søren Frederiksen, Viborg FF.
Tilskuere: 3.310
Viborg FF (4-4-2): Peter Friis Jensen – Kristoffer Pallesen, Søren Reese, Mikkel Rask, Jonas Thorsen (35.: Søren Frederiksen) – Jonas Kamper, Mathias Wichmann (57.: Donny Gorter), Jeppe Grønning, Andreas Bruhn – Serge Deble, Jung-Bin Park (61.: Aleksandar Stankov).
Cheftræner: Johnny Mølby
Silkeborg IF (4-4-2): Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Simon Jakobsen, Mikkel Cramer – Robert Skov, Mikkel Vendelbo, Ibrahim Moro, Emil Scheel – Davit Skhirtladze (77.: Emil Lyng), Nicklas Helenius (73.: Andreas Albers).
Cheftræner: Peter Sørensen. 

Mål

  • 0-1 Davit Skhirtladze (3.)
  • 0-2 Davit Skhirtladze (27.)
  • 1-2 Mikkel Rask (53.)
  • 1-3 Davit Skhirtladze (56.)

Advarsler

  • Jung-Bin Park
  • Søren Frederiksen
  • Viborg FF.

Silkeborg IF (4-4-2)

  • Thomas Nørgaard – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Simon Jakobsen
  • Mikkel Cramer – Robert Skov
  • Mikkel Vendelbo
  • Ibrahim Moro
  • Emil Scheel – Davit Skhirtladze (77.: Emil Lyng)
  • Nicklas Helenius (73.: Andreas Albers). Cheftræner: Peter Sørensen.

Viborg FF (4-4-2)

  • Peter Friis Jensen – Kristoffer Pallesen
  • Søren Reese
  • Mikkel Rask
  • Jonas Thorsen (35.: Søren Frederiksen) – Jonas Kamper
  • Mathias Wichmann (57.: Donny Gorter)
  • Jeppe Grønning
  • Andreas Bruhn – Serge Deble
  • Jung-Bin Park (61.: Aleksandar Stankov). Cheftræner: Johnny Mølby
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen