5. oktober 2020

Vegard Moberg rejser hjem til Norge

SIF har ophævet kontrakten med norske Vegard Moberg. Baggrunden er personlige årsager som følge af covid-19 restriktionerne. 

Norske Vegard Moberg har stort set ikke set hverken kæreste eller familie, siden corona-epidemien brød ud i marts. Den usikre udsigt omkring hele covid-19-situationen har nu fået den konsekvens, at SIF har ophævet kontrakten med den norske midtbanespiller, der allerede søndag rejste hjem til Norge.

– Det er ingen hemmelighed, at den sidste tid, hvor jeg ikke har kunnet få besøg af min kæreste, har været hård. Da klubben kom med et forslag om at vi kunne ophæve kontrakten, sagde jeg ja tak. Hele usikkerheden omkring, hvornår det slutter med covid-19, gjorde betingelserne svære for mig, og jeg er glad for den løsning, der er fundet, siger Vegard Moberg.

Han er nu hjemme i Bergen, men stadig ikke i en situation, hvor han må se kæreste og familie. Først efter 10 dages covid-karantæne slippes han fri.

Vegard Moberg kom til SIF i januar fra Bodø/Glimt, og han nåede 15 kampe og scorede 1 mål for klubben. Det faldt i 1-1 kampen mod FC København 23. februar.

Den norske midtbanespiller er nu på jagt efter en ny klub. Måske han allerede får sin fremtid på plads inden dagen er omme, og transfervinduet lukker. Ellers har han stadig som kontraktfri spiller mulighed for at lave aftale med en ny klub.

– Der bliver arbejdet på noget, så jeg håber, at der allerede er en afklaring i dag. Men nu må vi se, siger Vegard Moberg.

Fra SIF’s sportschef Jesper Stüker lyder der et stort tak for indsatsen til den arbejdsomme nordmand.

– Med den situation, der var opstået omkring corona, var det den bedste løsning for alle parter. Vi ønsker Vegard al mulig held og lykke på den videre færd, siger SIF’s sportschef.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen