15. juli 2019

Vallys sikrede 1-1 i test mod Skive

Vallys sikrede 1-1 i test mod Skive

Mandagens testkamp mod Skive på JYSK park, hvor SIF stillede med reserverne, sluttede 1-1. SIF’s nye mand, Nicolai Vallys, stod for udligningen 10 minutter før tid.

Et mål 10 minutter før tid af SIF’s nye midtbane-kant, Nicolai Vallys, sikrede 1-1 i mandagens træningskamp mod Skive IK fra den næstbedste række. Han sendte et fladt skud mod mål efter godt opspil i SIF’s venstre side, og dermed afværgede han et truende nederlag i en kamp, hvor gæsterne fra Skive havde de fleste af de relativt få chancer, kampen bød på. I afslutningen var SIF dog farligst og kunne med lidt held have taget sejren.

SIF stillede med de spillere, der ikke var med fra start i Brøndby søndag. Det vil sige de spillere, der ikke havde været i kamp samt indskifterne Nicolai Vallys, Filip Lesniak og Andreas Heimer. Ud over det var der hentet fire U19-spillere ind til kampen.

Skive IK stillede med flere velkendte navne med fortid i SIF. På træner-bænken optrådte både Thomas Røll – 192 kampe for SIF omkring årtusindskiftet – og Martin Thomsen, der var SIF’er for nogle sæsoner siden, mens man på banen så Mikkel Vendelbo, der er skiftet til skibonitterne efter fire sæsoner i SIF, samt Emil Søgaard og Thomas Santos, der begge har rødder i Silkeborg og SIF’s talentudviklings-system.

Skive fortjent i front
Skive var bedst i 1. halvleg og kom fortjent foran i det 37. minut, da Sebastian Denius gik solo op igennem SIF’s centrale akse og henholdsvis driblede og tacklede sig igennem til skud. Fri på Magnus Dalsgård i SIF-målet kunne han score med et hårdt skud højt i målet. SIF var sjældent farlige foran Skive-målet – halvlegens største SIF-chance tilfaldt Oliver Haurits, der efter et godt indlæg fra højre-backen Rasmus Carstensen vippede bolden over mål.

Samme Oliver Haurits var tæt på 1-1 kort før pausen, da han gik efter en fejlaflevering fra Mikkel Vendelbo. Skive-keeper Marcus Bobjerg fik dog tacklet faren væk.

Udskiftninger og udligning
2. halvleg blev ud over otte Skive-udskiftninger og tre fra SIF’s side præget af få chancer. Sebastian Buch fra Skive ramte SIF-stolpen og Joachim Grosen headede på overkanten af overliggeren efter hjørnespark til SIF som de største chancer inden Nicolai Vallys med sit flade skud i det 81. minut sørgede for 1-1.

SIF-truppen kan nu se frem til en god træningsuge op til søndagens hjemmekamp mod AC Horsens. Det er sæsonpremiere på JYSK park, og du kan købe billet til kampen her.

Kampen i tal:
Træningskamp, mandag 15. juli kl. 14.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Skive IK 1-1 (0-1)
Mål: 0-1 Sebastian Denius (37.), 1-1 Nicolai Vallys (81.)
Advarsler: Mikkel Jespersen og Mikkel Vendelbo, Skive IK.
Silkeborg IF (4-4-2): Magnus Dalsgård – Rasmus Carstensen, Dennis Flinta, Jeppe Gertsen (71.: Anders Sønderby), Kristian Kvist – Nicolai Vallys, Mads Kaalund, Filip Lesniak (71.: Joachim Grosen), Andreas Heimer – Oliver Haurits, Emil Holten (71.: Peter Nemec).
Skive IK (3-4-2-1): Marcus Bobjerg – Christoffer Østergaard, Magnus Jensen, Kenneth Nielsen (60.: Lucas Enevoldsen) – Emil Søgaard (46.: Mathias Morgenstern), Mikkel Vendelbo (60.: Casper Olesen), Mikkel Jespersen (60.: Mathias Bonde), William Danquah (60.: Mathias Pedersen) – Thomas Santos (46.: Frederik Mortensen), Sebastian Denius (60.: Sebastian Buch) – Jeppe Mogensen (46.: Mathias Bersang).
Cheftræner: Thomas Røll.
Dommer: Aydin Uslu.
Linjedommere: Jacob Mastrup og René Risum.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen