31. oktober 2022

Uafgjort mod Viborg FF i Future Cup

Anden kamp i Future Cup var for SIFs vedkommende mod Viborg  og blev spillet på Energi Viborg Arena mandag eftermiddag. Efter 1-0 ved pausen fik SIF udlignet til slutresultat 1-1.

Der var fem spillere fra Superligatruppen med i kampen mod Viborg, nemlig Oscar Hedvall, Alexander Busch, Anders Dahl, Pelle Mattsson og Alexander Lind. Sidstnævnte spillede en hel kamp for første gang efter sit comeback. Hos Viborg kunne spottes Jonas Thorsen, Nils Mortimer og Alassana Jatta.

Stor chance til SIF i starten af kampen
Det var gæsterne fra Silkeborg, der fik kampens første gode forsøg, men Mikkel Andersen i Viborg-målet fik med en fodparade afværget skuddet fra Asbjørn Bøndergaard. Herefter blev det til spredte forsøg fra begge hold, men det var hjemmeholdet, der kom foran. Markus Baggesen befandt sig pludselig alene med Alassana Jatta, og qua sin større fysik vandt Jatta den duel og kunne sikkert placere bolden bag Oscar Hedvall.

SIF sluttede halvlegen bedst af med først et blokeret skud fra Mattsson og dernæst Lind, der slap fri i venstre side, men desværre gik hans skud lige forbi den ene opstander. Så de 1-0 stod ved magt, da dommer Patrick Ramon Gammelholm fløjtede til pause.

Stærkt udlæg fra hjemmeholdet
Viborg kom godt ud efter pausen, men det potentielt farlige forsøg blev lobbet over Hedvall og målet. Kort efter blev et skud sendt på ydersiden af den højre opstander, men Hedvall så ud til at være i kontrol. Hedvall var også i kontrol, da han flot fik afværget endnu et Viborg-forsøg.

Efter en del udskiftninger var gæsterne noget pressede, men fik dog tilkæmpet sig 2. halvlegs første hjørnespark, og Malte Wallin forsøgte med et par flotte lange skift at ændre momentum, men uden held. Dog var det som om, de røde – der spillede i den blå udebanetrøje – fik arbejdet sig mere og mere ind i kampen.

Udligning!
Efter flere gode forsøg kom så endelig udligningen. Simon Ryberg gled elegant fri i højre siden og hans cutback til Bøndergaard blev behandlet efter fortjeneste, da den store forward hamrede bolden i mål bag en sagesløs Mikkel Andersen.

Det var også tæt på et føringsmål, da Theodor Hoffmeyer Beck, der startede på højre back-pladsen, men senere flyttede over i venstre side, knaldede bolden på overliggeren. Mere blev det dog ikke til, så dermed blev det ved de 1-1.

Næste opgave for SIF i Future Cup er på hjemmebane mod Brøndby IF tirsdag, den 15. november 2022 kl. 15.00 på JYSK park.

Future Cup, 31. oktober 2022 på Energi Viborg Arena
Viborg FF – Silkeborg IF 1-1 (1-0)
Mål:
1-0 (26) Alassana Jatta, 1-1 (77) Asbjørn Bøndergaard
Advarsel, SIF: Markus Baggesen (17)

SIF: Oscar Hedvall, Theodor Hoffmeyer Beck, Markus Baggesen (46: Simon Ryberg), Alexander Busch, Emil Thyregod (46: Alexander Priesborg Madsen), Pelle Mattson (57: Mikkel Rytter),  Anders Dahl (46: Malthe Wallin), Oscar Boesen, Asbjørn Bøndergaard, Magnus Bøttker, Alexander Lind

Referat: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen