U19: Hård russisk matchning til SIF
SIF’s U19-hold, er i øjeblikket er på træningslejr i Tyrkiet, spillede søndag mod russiske Zenit Skt. Petersborg. Kampen endte med russisk sejr på 4-2.
SIF’s 3F Superligahold fik ikke mulighed for at møde den russiske storklub Zenit Skt. Petersborg på sin træningslejr under sydlige himmelstrøg. Russerne aflyste med begrundelse i for lang køreafstand. Alligevel har SIF mødt russerne i denne vinter. Søndag spillede klubbens U19-hold mod Zenit på ungdoms-elite træningslejren i det sydlige Tyrkiet. Kampen sluttede med russisk sejr på 4-2.
– Det blev en træningskamp, hvor vi blev udfordret defensivt én mod én af hurtige spillere. Vi kunne godt have undgået fire mål imod, og vi sad egentligt fint på spillet i 2. halvleg, siger U19-træner Jesper Mikkelsen.
SIF indledte lidt for passivt og lod russernehave bolden for meget. Efterhånden som SIF-drengene kom længere frem i presset, fik de mere initiativ.
Zenit scorede på straffespark og SIF udlignede efter hjørnespark på en ripost, som Alexander Busch sparkede ind. Lige inden pausen scorede russerne endnu engang efter et hjørnespark.
– Efter pausen fik vi bedre fat i spillet, men vi begik et par defensive fejl, så de kom på 4-1. Fem minutter før tid reducerede Asbjørn Bøndergaard på et fint gennembrud, fortæller Jesper Mikkelsen.
Senere på ugen spiller SIF endnu en træningskamp. Det er imod et lokalt hold.
Kampen i tal:
U19, søndag 9. februar i Side, Tyrkiet:
Silkeborg IF- Zenit Skt. Petersborg 2-4 (1-2)
Mål for SIF: Alexander Busch og Asbjørn Bøndergaard