30. maj 2017

U19 blev dukket af FC Midtjylland i pokalfinalen

På trods af en ellers brav indsats måtte Silkeborg IF’s U19-drenge tage til takke med en 2. plads i dette års pokalturnering efter et finalenederlag på 1-2 til FC Midtjylland.

Tirsdag aften dannede Bjergets Idrætsanlæg i Kjellerup rammen om dette års JBU U19-pokalfinale mellem Silkeborg IF og FC Midtjylland. Her var de mange fremmødte tilskuere vidner til en rigtig herrefight, der i sidste ende desværre faldt ud til “Ulvenes” fordel, da holdet fra Herning trak sig sejrrigt ud af kampen med resultatet 2-1.

De unge SIF-talenter fik den værst tænkelige start på kampen, idet Mikkel Jakobsen allerede i det tredje minutter bragte FC Midtjylland foran 1-0 efter et fint rush i Silkeborgs venstre forsvarsside.

Den noget kolde dukkert fik U19-drengene dog hurtigt vasket af sig, og anført af en velspillende Magnus Mattsson spillede SIF sig stille og roligt ind i kampen igen. I det 20. minut kunne selvsamme Mattsson derfor også helt fortjent bringe balance i regnskabet efter noget af et målmandsdrop fra FCM-keeper, Simon Petersen.

Herefter fulgte flere chancer til SIF, men bedst som man troede, at en 2-1-føring lurrede om hjørnet for Søhøjlandets helte, var det i stedet FCM, der bragte sig foran.

I det 26. minut gik en ellers sikker sidste skanse, Magnus Dalsgard, og Jannik Videbæk galt af hinanden. Misforståelsen resulterede desværre i et noget bizart selvmål fra Videbæks side, som headede bolden forbi Dalsgaard og ind i eget mål til 2-1. Et resultat, der også var stillingen ved dommerens pausefløjt.

Massivt SIF-pres
U19-drengene kom ud til anden halvleg med fornyet energi og jagtede med det samme en reducering. Helt farligt blev det dog ikke i de første 20 minutter, men fra det 73. til 75. minut brændte det for alvor på.

Først ved Mads Emil Madsen, som med en lumsk afslutning var tæt på at overliste FCM-keeperen med et spark fra distancen. Dernæst ved målscorer, Magnus Mattson, der på akrobatisk vis trykkede af fra kanten af feltet, men også denne gang gik bolden snert forbi FCM-målet.

Kavalkaden af SIF-afslutninger forsatte kort efter, da Sebastian Jørgensen efter fint et-to-spil med Thomas Santos hamrede bolden mod mål. Simon Petersen måtte i denne omgang ud i fuld længde for at klare forsøget, som han med det yderste af neglene fik afværget til hjørnespark.

Efter det massive SIF-pres gik gassen lidt af ballonen, og selvom U19-drengene i de døende minutter jagtede en udligning, blev det aldrig for alvor farligt. FC Midtjylland endte derfor med at vinde dette års pokalturnering med 2-1 i en finale, de unge SIF-talenter bestemt kan være stolte over på trods af resultatet.

Dennis Pedersens mandskab slutter på lørdag sæsonen af, når de hjemme på Søholt spiller forårets sidste kamp i U19-ligaen mod Vejle Boldklub. Der er kickoff fra SIF Talentpark kl. 13.00.

Kampen i tal:
Silkeborg IF U19 – FC Midtjylland U19: 1-2 (1-2)

0-1: Mikkel Elbæk Jakobsen (3.)
1-1: Magnus Mattsson (20.)
1-2: Jannik Videbæk (selvmål) (26.)

SIF start-11’er: Magnus Dalsgaard – Mikkel Grønkjær (69. Luc Park), Andreas Friis (87. Magnus Schelle), Jannik Videbæk, Mikkel Brogens – Thomas Santos, Sebastian Jørgensen, Mads Emil Madsen, Anes Travljanin – Magnus Mattsson, Anders Iversen (69. Stefan Stojilkovic)

FCM start-11’er: Simon Petersen, Sebastian Nielsen, Nicolas Madsen, Gustav Kjeldsen, Nikolaj Jakobsen, Mads Vang, Mikkel Jakobsen (69. Casper Tengstedt), Mads Carlson, Malthe Jürgensen, , Christian Jensen (62. Noah Iversen), Japhet Larsen

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen