U19 ærgrede sig over endnu en 2-2 kamp
70 gode minutter var ikke nok til sejr for SIF, der lørdag mod Sønderjyske spillede uafgjort for tredje kamp i træk.
SIF’s U19-drenge er blevet en slags eksperter i 2-2. I sæsonens tredje kamp blev det igen 2-2 – som i de to foregående. Denne gang var det i Haderslev mod Sønderjyske, og SIF-drengene havde grund til at ærgre sig efter en god indsats, der burde have rakt til sejren.
– Vi står tilbage med en følelse af, at vi klart skulle have vundet kampen. Men frustrationen over den manglende sejr skal ikke overskygge, at vi rent faktisk spiller 70 rigtig gode minutter, siger U19-træner Thomas Loft Jensen om kampen.
SIF indledte kampen med at komme foran efter fire minutter. Oliver Korsgaard Schmidt opsnappede bolden og eksekverede sikkert. Derefter blev SIF-drengene lidt febrilske i deres spil, og Sønderjyske straffer det blot fem minutter senere. Hjemmeholdet scorede igen efter 23 minutter på et hjørnespark, hvor Magnus Dalsgaard taber bolden ned til en sønderjyske spiller, som let kunne sparke bolden i mål.
SIF sluttede 1.halvleg godt af og var flere gange tæt på udligning.
Efter pausen er SIF altdominerende og spiller en god halvleg, hvor drengene skabte lange og flotte angreb. Udligningen faldt efter 69 minutter på et godt gennemspillet angreb. Mikkel Juhl Andersen sendte et flot indlæg ind foran mål, og Rasmus Carstensen sparkede bolden i nettet.
– Vi viser god moral og slår igen efter at være bagud. Der var mange gode præstationer, men specielt Luc Park, Oliver Schmidt og Rasmus Carstensen spillede en god kamp, siger Thomas Loft.
SIF spiller igen på lørdag, hvor Brøndby kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 13.00.
Kampen i tal:
U19 Liga, 3. runde, lørdag 25. august kl. 12.30 ved Haderslev Idrætscenter:
Sønderjyske – Silkeborg IF 2-2 (2-1)
Mål: 0-1 Oliver Korsgaard Schmidt (4.), 1-1 Ardit Murati (8.), 2-1 Jonas Madsen (26.), 2-2 Rasmus Carstensen (59.)