8. december 2019

U15-talenter holder sig varme med testkampe

U15-talenter holder sig varme med testkampe

SIF’s U15 Liga-mandskab har spillet turneringsfærdigt for efteråret. Talenterne holder sig varme med testkampe – i denne uge mod Viborg og Mariager.

SIF’s U15-talenter har været ude i to testkampe i denne uge. Søndag eftermiddag blev det til en sejr på 2-0 over Mariager, mens det i onsdags blev nederlag på 2-3 til Viborg. Begge kampe blev spillet på Søholt.

I søndagens sejr over Mariager stod det 0-0 ved pausen. SIF var på bolden uafbrudt i 1. halvleg, men spillede for langsomt og havde lidt svært ved at brodere sig igennem en lavtstående modstander. SIF skabte dog flere store chancer, men misbrugte dem.

I 2. halvleg var SIF’erne endnu mere suveræne, og Sofus Jensen fik mod slutningen chippet den over keeperen til 1-0, mens Simon Andersen gjorde det til 2-0 efter oplæg fra Sofus.

– Vi blev bedre som kampen skred frem, og vi spillede særligt i 2. halvleg gode angreb og med den rette tålmodighed. Mariager var meget mandsorienteret og stod lavt, og det tog lidt tid for drengene at knække koden. Det skal dog siges, at vi havde adskillige afslutninger og brændte rigtigt mange store chancer. Flere gange var vi alene igennem mod keeperen, og vi burde have lavet 5-6 mål mere. Det var dejligt med en sejr og en god indsats, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.

Fejl straffet mod Viborg
I onsdagens nederlag til Viborg var SIF rigtigt meget på bolden i de første 20 minutter og trykkede gæsterne tilbage i egen zone. SIF skabte flere store chancer og burde have været foran med et par mål. I stedet kom Viborg i front på en opspilsfejl, og i den efterfølgende periode gik gassen lidt af SIF-ballonen.

– Vi var ikke helt dygtige nok til at etablere vores pres og sjuskede for meget på bolden. Næsten hele 2. halvleg styrede vi på bolden, men vi manglede lidt timing og fart for at blive farlige og få produkt på vores angreb, siger Peter Ager Kristensen.

I slutfasen brød Victor Sinnerup igennem af to omgange og reducerede både til 1-3 og 2-3.

– Jeg var tilfreds med meget af vores spil på bolden, men vi var for dårlige til at reparere fejl og manglede lidt fysisk overskud i flere situationer, siger U15-træneren.

Kampene i tal:
U15, testkamp, onsdag 4. december på Søholt:
Silkeborg IF – Viborg FF 2-3 (0-2).
Mål for SIF: Victor Sinnerup (2)

U15, testkamp, søndag 8. december på Søholt:
Silkeborg IF – Mariager 2-0 (0-0)
Mål for SIF: Sofus Jensen og Simon Andersen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen