25. september 2019

U15: 3-0 føring sat over styr efter pausen

U15: 3-0 føring sat over styr efter pausen

SIF’s U15 Liga-hold måtte se sig slået 4-6 af Lyngby. SIF’erne førte ellers 3-0 efter 25 minutter.

Selv om SIF var foran 3-0 efter 25 minutter i lørdagens ligakamp mod Lyngby, endte kampen med sejr til gæsterne på 6-4.

– Jeg synes, vi havde svært ved at håndtere det gode resultat undervejs og manglede pludseligt mod til at spille og mod til at presse højt, da Lyngby begyndte at bide fra sig. Vi indkasserede for nemme mål, og man må naturligvis ikke tabe en kamp, man styrer så klart med en 3-målsføring undervejs, siger U15-træner Peter Ager Kristensen.

SIF spillede forrygende i de første 25 minutter, hvor hjemmeholdet bragte os foran med 3-0. Alexander Priesborg Madsen stak Simon Birch Andersen fri i dybden til 1-0 efter ét minut. Kort efter brød Kristoffer Holt Andersen igennem i højre og sparkede på stolpen, hvor returen ramte en Lyngby-spiller og gik i mål.

Oskar Juhl Steinicke scorede til 3-0 efter en fin spilvending.

– Vi styrede kampen med bolden de første 25 minutter, og jeg synes vi spillede med fin kvalitet og en god balance mellem possessionspil og afslutningsspil. Efter pausen gik gassen desværre ud af ballonen. Vi manglede fysisk overskud og var på bagkant. Vi var for langsomme i pres, og det gav Lyngby meget tid på bolden, siger Peter Ager Kristensen.

Oskar Juhl Steinicke reducerede mod slutningen til 4-5, og da SIF trykkede på til slut, dræbte Lyngby kampen på en omstilling.

– Jeg hæfter mig ved den gode periode i 1. halvleg og 10-15 fine minutter i slutningen af kampen. Her satte vi mange fine angreb sammen og scorede nogle flotte mål. Vi skal øve os i at vinde fodboldkampe, og så kommer perioden med forsvarsspil belejligt, siger Peter Ager Kristensen.

Den kommende weekend er kampfri for U15-holdet, hvorefter Esbjerg venter på udebane lørdag 5. oktober i Esbjerg Idrætspark.

Kampen i tal:
U15 Ligaen, 6. runde, lørdag 21. september kl. 15.30 på Søholt:
Silkeborg IF – Lyngby: 4-6 (3-1)
Mål 1-0 Simon Birch Andersen, 2-0 Selvmål (7.), 3-0 Oskar Juhl Steinicke (23.), 3-1 Frederik Høst Sarup (30.), 3-2 Emil Thor Nielsen (50.), 3-3 Emil Thor Nielsen (52.), 3-4 Emil Thor Nielsen (53.), 3-5 Emil Thor Nielsen (55.), 4-5 Oskar Juhl Steinicke (75.), 4-6 Miron Zuberovski (77.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen