20. marts 2018

U14: Dødbolde og grøn mur skabte problemer

U14: Dødbolde og grøn mur skabte problemer

Silkeborg IFs U14-hold indledte forårssæsonen med et 2-1 nederlag til tst Fodbold.

Forårssæsonen i Drenge Liga 1 blev indledt lørdag eftermiddag på JYSK park. SIFs drenge havde besøg fra Aarhus af tst Fodbold. De grønklædte aarhusianere kom hurtigt foran i kampen efter et hjørnespark. Et mål der i den grad satte sit præg på opgøret.

– Vi kom bagud i 1. halvdel, da vi ikke fik afvist et hjørnespark. Derefter spillede vi overfor en mur af grønne spillere, og det havde vi svært ved at løse. Vi var for utålmodige med bolden og bevægede os for lidt. Vi satte ofte bolden på spil ved satsede pasninger og udfordringer, og havde ikke held med at brodere os igennem en ekstremt kompakt defensiv, lød det fra U14-træner, Peter Ager Kristensen om kampens første halvleg.

Udfordringerne på dødboldene fortsatte dog for SIF-holdet efter pausen. Efter bare et enkelt minut af anden halvleg kom holdet således yderligere bagud.

– I første minut af 2. halvleg kom vi bagud 2-0 – igen efter et hjørnespark. Til gengæld var vi langt dygtigere med bolden i 2. halvleg og skabte også de chancer, der skulle til for at vinde kampen. Vi var bedre til at følge aktioner op med løb, og det gav os bedre mulighed for at flytte bolden kvikt. Vores modstander ville ikke meget andet end at grave sig ned, og det gav os udfordringer. Vi kunne ikke slå dem på fart og individuelle aktioner, og derfor skulle der mange pasninger til at bryde igennem, fortæller cheftræneren om kampen, hvor SIF fik hul på bylden efter et frisparksindlæg, som Noah Sonne satte i kassen.

Det blev dog hurtigt op af bakke igen for U14-mandskabet, som et kvarter før tid måtte indkassere et rødt kort, da keeper Philip Desouza fejlbedømte en situation og blev udvist. Til sidst var det dog alligevel SIF-holdet, som dominerede til sidst i kampen, som dog endte med et 2-1 nederlag til tst Fodbold.

– Vi fik øvet os godt mod en kompakt modstander, og jeg synes vi viste fint spil i 2. halvleg. Vi er for ubekymrede på modstandernes standarder, hvilket koster og bringer os i en dårlig situation. Det må vi lære af, for vi skal ikke tabe til en modstander, der ikke kan eller vil mere. Lørdag møder vi Viborg og så må vi op på hesten igen, slutter cheftræner, Peter Ager Kristensen.

Kampen i tal:

U14 drenge Liga 1, 1. runde, lørdag 17. marts kl. 12.30 på JYSK park, Silkeborg:

Silkeborg IF – tst Fodbold 1-2 (0-1)

Målscorer for SIF: Noah Sonne

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen