Silkeborg IF har tegnet en ungdomskontrakt med midtstopperen William Møller, der netop er fyldt 15 år.
For et år siden kom William Møller til SIF fra Grundfør Ungdoms- og Idrætsforening nær Hinnerup, og den unge midtstopper har siden gjort det så overbevisende, at han mandag – på sin 15 års fødselsdag – tegnede en ungdomskontrakt med Silkeborg IF.
– Vi er glade for at have papir på William i de næste år. William er en dygtig forsvarsspiller, som har gode kompetencer i duelstyrke, forudseenhed og den rette balance mellem at være aggressiv og afventende i sit spil. William er en lidt atypisk case, da han ikke er Silkeborg-dreng – men det er en spiller, som vi har set passe ind i vores i forvejen stærke årgang, og det har vist sig, at han på alle måder passer rigtigt godt ind. Vi forventer, at William starter i skole i Silkeborg til sommer på lige fod med de øvrige. Det er en begavet ung mand, som vi har store forventninger til – og vi har allerede set, at William sammen med sit hold har et stort potentiale ved at vinde et stærkt besat U15-stævne i Augsburg i sommers. På den korte bane skal William fortsætte på U15 og påbegynde transition til U17, fortæller talentchef Peter ”PC” Hansen.
William Møller selv ser ligeledes frem til at fortsætte de gode takter i SIF.
– Jeg er rigtig glad for at spille i SIF, hvor vi har en god årgang med et godt kammeratskab og nogle dygtige trænere. Jeg føler, at jeg udvikler mig godt, og at der et set-up i klubben, som skaber gode muligheder for, at jeg kan udvikle mig endnu mere fremover. Jeg ser frem til at starte i 9. klasse i Silkeborg efter sommerferien, så jeg kan blive en del af det daglige miljø i SIF, og min drøm er at blive professionel i SIF – og der er en U-kontrakt selvfølgelig et skridt på vejen, lyder det fra den stærke midtstopper.