21. august 2024

Tidl. AC Milan-spiller forstærker Silkeborgs angreb

Silkeborg IF henter 18-årige Alexander Simmelhack fra FC København. Ungdomslandsholdsspilleren har tidligere spillet for AC Milan og Randers FC.

Siden salget af Alexander Lind har Silkeborg IF søgt efter forstærkning til angrebet. Den forstærkning er nu fundet i Alexander Simmelhack fra FC København, der skifter til Søhøjlandet med øjeblikkelig virkning.

Simmelhack var topscorer i U17-ligaen for Randers FC i 2022. Derfra fulgte et skifte til FC København, der lejede ham ud til AC Milan i 23/24 sæsonen. Hos italienerne blev det til 27 kampe og 5 mål.

Du kan se en af hans præstationer for AC Milan i videoen her:

 

Denne sommer blev brugt til EM med U19-landsholdet, hvor angriberen spillede i alle tre kampe og scorede mod Frankrig og Tyrkiet.

– Vi ser Alexander Simmelhack som et stort angrebstalent, som vi håber på vil være i stand til at konkurrere om spilletid på den korte bane, men også velvidende at der er et potentiale på den lange bane, fortæller sportschef Jesper Stüker.

– Simmelhack er en god afslutter og god til at komme til chancer i feltet. Vi synes, at Alexander passer godt ind i det, vi står overfor og i sammenhæng med Tonni Adamsen og en hjemvendt Asbjørn Bøndergaard næste sæson, har vi både niveau og masser af potentiale på angrebspositionen, fortsætter Stüker.

– Det er en klub der leverer gode resultater med pokaltitlen og europæisk fodbold. Samtidig er det en virkelig fed mulighed for at spille seniorfodbold i Superligaen. Jeg spillede ikke mange minutter for Randers og det er nogle år siden, så det er nu at Superliga-eventyret virkelig starter, fortæller Alexander Simmelhack efter at have underskrevet kontrakten.

Selvom det er en ung spiller, der skal starte sin Superliga-karriere for alvor, så er der international erfaring i den høje angriber. Og det kan måske give ham lidt mere ballast i Silkeborg.

– I Milan har jeg virkelig lært meget. Jeg skulle stå på egne ben i et hårdt træningsmiljø og så lærte jeg et nyt sprog og en helt ny kultur. I sommer var jeg så til EM, hvor det var et professionelt setup med mange tilskuere og mange øjne, der så på. Det var fedt at krone den oplevelse med to mål, og det er altid specielt at repræsentere sit land, siger Simmelhack.

Gennem U19 landsholdet kender Simmelhack allerede Oskar Boesen og Aske Andresen, mens resten af truppen møder ham i morgen til træning.

Alexander Simmelhack har skrevet under på en kontrakt frem til nytår 2028 og tiltræder med øjeblikkelig virkning.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen