23. april 2021

Thomas N: En familiemæssig beslutning

Siden 15-års alderen har SIF været omdrejningspunkt i Thomas Nørgaards arbejdsliv. Det slutter efter denne sæson. SIF’s målmandstræner og tidligere førsteholdsmålmand skal i lære som tømrer.

Det er tæt på 20 år siden, at Thomas Nørgaard skiftede fra HA85 til Silkeborg IF. Den 15-årige teenager ville teste sit målmands-talent i SIF’s talent-afdeling.

Bortset fra et par enkelte afstikkere til Skive IK og Aarhus Fremad, har han været i SIF siden. Klubben har været et omdrejningspunkt i hans arbejdsliv. Men til sommer slutter det. Thomas Nørgaard har besluttet at slå en job-mæssig kolbøtte.

– Jeg skal være tømrer. Jeg er tæt på at have en uddannelses-aftale med et tømrer-firma på plads, og jeg regner med at begynde som lærling efter sommerferien. Jeg skal i mesterlære og indleder dermed mit grundforløb i tømrer-firmaet, siger Thomas Nørgaard.

Dermed forlader han jobbet som målmandstræner i SIF, hvor han afløses af Oliver Rosengreen.

Lyst til “normal” tilværelse
– Det er en familiemæssig beslutning. Det er svært at planlægge weekender og ferier, når man arbejder i fodbold. Weekenderne er optaget af kampe, og ferierne ligger udenfor de tidspunkter, hvor min familie kan holde ferie. Jeg har lyst til at få en mere normal tilværelse, der passer ind i min families liv, siger Thomas Nørgaard, der er far til en datter på seks år og en søn på snart to.

Thomas Nørgaard skiftede i sommeren 2019 funktion i SIF, da han overgik fra at være målmand på førsteholdet til at blive målmandstræner. Det job har han varetaget siden og vil også gøre det i resten af sæsonen.

140 førsteholdskampe
Efter sin færdiggørelse af fodbolduddannelsen på Silkeborg Fodbold College blev det til 140 kampe på SIF’s bedste hold. Som ung målmand blev han indlemmet i førsteholdstruppen i 2008 og opnåede 13 førsteholdskampe fra 2008 til udgangen af 2009, heraf en enkelt i Superligaen mod OB (3-1 til SIF) i efteråret ’09. Han fortsatte derefter karrieren i Skive, hvor han spillede i to sæsoner inden han skiftede til Aarhus Fremad, hvor han spillede indtil sommeren 2013, hvor SIF hentede ham hjem. Han opnåede således de fleste af sine 140 kampe i SIF fra 2013 til 2018.

– Jeg har været meget glad for at være i SIF. Det er jo det meste af mit arbejdsliv indtil nu, jeg har tilbragt i klubben. Og om jeg kommer til at savne det? Ja, det gør jeg jo nok, men jeg ved det i bund og grund ikke. Jeg er afklaret med min beslutning, og jeg glæder mig til et nyt kapitel i mit arbejdsliv. Jeg har altid godt kunnet lide at lave noget med mine hænder og have tilfredsstillelsen i at se resultatet af sit arbejde. Og så kan jeg godt lide at arbejde med træ. Så muligheden for at blive tømrer har altid ligget et eller andet sted i baghovedet, forklarer Thomas Nørgaard.

Thomas Nørgaard stopper i SIF, når hans kontrakt som målmandstræner udløber 30. juni.

Billede: Thomas Sørensen spillede 140 førsteholdskampe i SIF inden han blev målmandstræner i klubben. Nu skifter han spor og går i lære som tømrer. Foto Ulla Myrhøj.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen