Skal du med til Lyngby på den sidste 3F Superliga-away i 2023, så få al nødvendig info her.
Kampen
Endelig er tiden kommet til igen at besøge vores bedste venner fra Lyngby Boldklub.
Et længe ventet og glædeligt gensyn for begge parter, hvor søndagens værter har inviteret de første 50 SIF’ere, der ankommer til Lyngby Stadion, til julefrokost. Ved indgangen er der sørget for smørrebrød og snaps, så kom i god tid og tag del i festlighederne.
På tribunen mødes vi traditionen tro side om side med det stærke fremmøde af silkeborgensere fra det sjællandske. Der er brug for opbakning på tribunen, hvis vi skal tilbage på sejrssporet.
Quiz
Har du fulgt med i vores bromance-romance, så test dig selv i vores egen lille kærlighedshistorie:
- Udover tre point, hvad fik vi så i gave af Lyngby Boldklub, da de senest besøgte JYSK park?
- Man skal i virkeligheden kun bruge én islænding for at afgøre kampen. Hvor lang tid tog det Stefán Teitur Thórdarson, at score hattrick mod Lyngbys islandske kollektiv i seneste opgør?
- I et forhold må man både give og tage lidt. Hvor mange sejre har vi taget i vores seneste fem interne opgør?
Bustur
Der arrangeres bustur til Lyngby af både Stoltheden & Stoltheden Ungdom og SIFosis. Du kan stadigvæk booke din plads i sidstnævnte bus, hvor der er afgang fra JYSK park kl. 10.00. I dagens anledning er der i bussen arrangeret julelækkerier og julebanko med flotte præmier. Start den første advent ud med julehygge sammen med andre SIF’ere og nyd den gode stemning på turen.
Du kan sikre dig din billet lige her.
Billetsalg
Har du ikke allerede købt din kampbillet, så køb den lige her.
Bemærk, at du sparer penge på at købe billetterne i forsalg på nettet, alle billetter koster +30 kr. per billet, hvis de købes i døren på stadion.
Voksen siddeplads: 130 kr.
Voksen ståplads: 120 kr.
Børn u. 14 år: 90 kr.
Studerende*: 90 kr.
Pensionist: 90 kr.
*Prisen gælder aktive studerende og gyldigt studiekort skal fremvises ved indgangen sammen med billetten.
Ankomst i bil
Parkeringsmulighederne lige ved stadion er begrænsede. Fans af udeholdet opfordres derfor til at benytte de omkringliggende veje – her er Sorgenfrigårdsvej, Nørregade, Toftebæksvej og Lundtoftevej gode alternativer, der alle sammen ligger i kort gåafstand til udebaneafsnittet.
Du kan få mere information om parkeringsforhold og adgangsveje til stadion via dette link.
Tilskuerinfo
Lundtoftevej 53a
2800 Kongens Lyngby
Udebaneafsnittet er beliggende på Brolægning Sjælland Tribunen (Østtribunen) og er overdækket og med både sidde- og ståpladser. Afsnittet er beliggende på det sydøstlige hjørne af Lyngby Stadion.
Indgang er igennem Port 1 – Syd og dørene åbner en time før kampstart.
Lyngby Boldklub opfordrer venligst til at folk betaler med MobilePay eller dankort for at gøre ekspederingen hurtigere i boderne.
TV
Er du forhindret i at tage turen til Lyngby, kan kampen ses på Canal 9.
Karantæne & karantænefare
Med det røde kort i sidste hjemmekamp mod FCM sidder Alexander Lind over dagens kamp. Det er den første ud af to karantænedage. Den anden karantæne dag afvikles i forårets første kamp i 2024 hjemme på JYSK park mod FCK.
Både Alexander Busch og Mark Brink er i karantænefare. Begge har 14 strafpoint og karantæne udløses når de rammer 19 strafpoint.
Svar
- Vi fik de gode Lyngby-stadionpølser.
- 8 minutter og 22 sekunder
- Silkeborg IF har taget 2 sejre. 2 kampe er endt uafgjort og Lyngby Boldklub har taget én enkelt sejr.