Det blev en blandet weekend for SIFs U-elite, hvor U15s sejr i Augsburg-turneringen blev højdepunktet, men også U19 gjorde det fremragende med 4-0 sejr over VB, hvor Magnus Bøttker scorede to.
U19: Silkeborg IF – Vejle Boldklub 4-0 (1-0)
Mål SIF: Asbjørn Bøndergaard x 2 og Magnus Bøttker x 2
– Vi scorede allerede efter 5 minutter, da Asbjørn Bøndergaard blev spillet i dybden. Det tidlige mål lullede os dog lidt i søvn, og vi kom til at stå alt for lavt. Da vi samtidig smed boldene væk, når vi erobrede dem, blev det en hård periode for os indtil pausen. 2. halvlegs start var næsten en tro kopi af 1. halvlegs med en tidlig scoring af Asbjørn efter endnu en friløber. Oppe med to mål synes jeg, at vi var i bedre kontrol, og Magnus Bøttker kunne med to fremragende mål med henholdsvis højre og venstre ben cementere sejren med ca. 20 minutter tilbage. I en kamp, der lå lidt på vippen, må vi også erkende, at vi havde dommerkendelserne med os, og kampen var mere lige, end cifrene viser. Spillerne skal have stor ros for at præstere godt sammen og hjælpe hinanden, siger U19 cheftræner Jesper Mikkelsen.
U17: Silkeborg IF – Vejle Boldklub 2-4 (0-2)
Mål SIF: Sebastian Biller x 2
– Niveauet var ikke blevet markant bedre siden sidste uge mod Randers, men der var dog lidt opløftende ting undervejs. Vi startede kampen bedst og havde flere gode muligheder, men det sidste valg og afslutningen var af for lav kvalitet. Derfor var det også lidt irriterende, at Vejle scorede til både 1-0 og 2-0 i en lige første halvleg. I 2. halvleg dominerede vi på bolden, men hver gang vi kom tæt på, scorede Vejle igen. Jeg synes, at vi spillede med for lav intensitet, lige som det kræver langt bedre teknisk kvalitet, hvis man skal spille rundt om nogle, som er markant fysisk stærkere end os selv, lyder det fra U17-cheftræner Casper Røjkjær.
U15: Vandt kæmpe turnering!
Silkeborg IFs U15-hold vandt i weekenden en international turnering afholdt af Augsburg FC – foran hold som Shakhtar Donetsk, Juventus og Dortmund. Læs alt om den store bedrift her.
U14: Lærerig og hård weekend til Crowne Plaza Cup
– Resultatmæssigt er det svært at finde opmuntring i U14s deltagelse ved Crowne Plaza Cup. Fire nederlag på stribe, hvor vi i tre af kampene halsede gevaldigt efter vores modstandere, gjorde ondt. Men en klog mand har engang sagt, at det skal gøre ondt, før det bliver godt. Derfor tager vi også værdifuld læring med hjem efter kampe mod en række dygtige modstandere, som på flere parametre er længere fremme end os på nuværende tidspunkt. Det hører dog med, vi var i skrapt puljeselskab mod turneringens senere vinder (Lyngby Boldklub) og 3er (IFK Göteborg). Heldigvis fik vi undervejs også vist, at vi kan præstere på et godt og højt niveau. Bl.a. i første halvleg mod Malmø FF, hvor vi spillede lige op mod et rigtig dygtigt hold – i øvrigt det eneste hold, som i turneringen formåede at tage point fra vinderne fra Lyngby. Så som vi sagde til drengene – det har været lærerigt for alle – nu kalder træningsbanen, siger U14 cheftræner Peder Henriksen.
U13: Silkeborg IF – Randers Freja: 4-4 (4-2)
Mål SIF: Sebastian Fæster x 2, Kristian Bloch og Magnus Naur
– Sæsonens første turneringskamp var på udebane mod Randers. De første 5 minutter havde vi lidt svært ved at håndtere Randers’ første pres, som var højt og med to angribere. Vi ændrede lidt i udgangen med vores midtbane, som gjorde det lidt nemmere at spille forbi. Dette gav os nogle gode muligheder i gennembrudsspillet, som gav os nogle store chancer. Vi fik scoret gode mål på gennembrud, omstillinger og frispark. Efter pausen kom vi med for lidt energi, og vores mindset var ikke til stede. Vores værdier var ikke synlige, og spillerne havde svært ved at holde fast i bolden, hvilket gav nogle omstillinger til Randers.
De fik scoret med et minut igen til 4-4, og dette gav os et meget godt billede af, at Randers ville det noget mere i 2. halvleg end os selv. Der var dog masser af gode situationer ift. vores høje erobringsspil, gennembrud og opbygning, men vi viste for lidt kvalitet ift. værdier og vores udtryk, når vi forsvarede lavt, siger U13-træner Nick Sønderskov Hansen.
Se SIF-målene her: https://www.youtube.com/watch?v=4GPvgiqA288