Det endte med en SIF-opvisning, da vi mandag aften gæstede Viborg og tog en 4-1 sejr med hjem til Søhøjlandet.
Silkeborg IF tog et stort og vigtigt skridt tilbage i top-seks mandag aften, da Viborg FF blev slået med 4-1 i domkirkebyen.
Værterne kom ellers foran i en svær SIF-indledning, men en halv time inde i opgøret bragede Mads Larsen en smuk, smuk udligning i kassen fra distancen, og det blev startskuddet til et flot comeback.
SIF’erne havde nemlig fået overtaget, og Younes Bakiz bragte fortjent gæsterne på 2-1 inden pausen.
Kampen bølgede frem og tilbage i anden akt, inden Robin Østrøm lukkede opgøret efter flot opspil. Senere blev målet dog noteret som et selvmål.
Callum McCowatt lukkede og slukkede i det midtjyske med sin scoring til 4-1 på et uselvisk oplæg fra Tonni Adamsen.