19. januar 2022

SPORT 24 og SIF inviterer til SIF-VB

SPORT 24 fejrer 10 års-jubilæum og inviterer til gratis topfodbold på JYSK park, når Silkeborg IF åbner den spændende forårssæson mod Vejle Boldklub søndag den 20. februar.

Tilbage i november blev et nyt og stort samarbejde mellem Silkeborg IF og SPORT 24 præsenteret, hvorfor SPORT 24 i dag står for primær udvikling, drift og salg af SIFs merchandise både i detail og online. Med SPORT 24’s 10 års-jubilæum er der endnu mere at fejre, og den danskejede og landsdækkende sportskæde har derfor valgt at invitere alle gratis til den spændende forårspremiere mellem Silkeborg IF og Vejle Boldklub – søndag den 20. februar klokken 14.00 på JYSK park.

– Vi er nu kommet rigtig godt i gang med at udvikle og markedsføre Silkeborg IF-merchandise, og indtil videre har det været en stor succes for alle parter. Samtidig har vi 10 års-jubilæum, så vi synes, at der er rigtig meget at fejre – og det gøres vel allerbedst med en kæmpe fodboldfest på JYSK park, når forårssæsonen skydes i gang den 20. februar. Her vil vi sætte alle kræfter ind på at give fansene på et forhåbentligt fyldt JYSK park en stor oplevelse. Vi vil iværksætte en lang række tiltag, der skal gøre det til en kæmpestor dag på dét, der fortjent kaldes for Danmarks smukkeste fodboldstadion, siger SPORT 24’s direktør Henrik Bruun.

SPORT 24 vil således sørge for en helt suveræn optakt til kampen, hvor der blandt andet vil blive opsat et mere end 500 m2 stort fan-telt med aktiviteter for små og store. Der vil også være konkurrencer, musik og fantastiske tilbud på SIF merchandise – og i pausen vil Årets Fodboldklub i DBU Jylland’s region 3, Ry Fodbold, blive fejret og hyldet af hele stadion.

– Som prikken over i’et har vi desuden valgt at investere i fankulturen på Den Røde Tribune, hvor de første 2.000 fans på dagen vil få et nyudviklet SIF-halstørklæde udleveret, så vi kan medvirke til at skabe et smukt syn og en kæmpe opbakning fra lægterne, slutter Henrik Bruun.

Der vil løbende op imod kampen blive præsenteret flere detaljer om den store festdag på JYSK park. Hold derfor godt øje med SIF og SPORT 24’s platforme – og besøg allerede nu den store SIF-side på SPORT24.dk.

Sæsonkortholdere har naturligvis adgang på deres sædvanlige plads på JYSK park, og billetter til VB-supportere vil blive håndteret via SPORT 24 Vejle og Vejle Boldklub. Der åbnes forventeligt op for træk af billetter til kampen i slutningen af januar, når de sidste COVID19-restriktioner forhåbentligt er udfaset.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen