14. juni 2024

Simon Stüker klarmeldt igen

Efter grundige hjerteundersøgelser på Aarhus Universitetshospital er Simon Stüker nu klarmeldt til at spille fodbold på eliteniveau igen.

Den 16. maj bremsede en obligatorisk ekkokardiografi-undersøgelse for Simon Stükers deltagelse i U17 EM-slutrunden på Cypern. Det efterlod et behov for en nærmere udredning på Aarhus Universitetshospital. Disse undersøgelser er nu overstået, og konklusionen blev, at Simon nu er frigivet til at spille professionel fodbold igen.

– Det har været et hårdt forløb. Jeg havde pakket kufferten til Cypern, og havde i den grad set frem til at spille EM-slutrunden med mine landsholdskammerater. Men da chokket over ikke at komme med havde lagt sig, var det jo langt mere end slutrunden, der stod på spil. Sat på spidsen ville udfaldet af udredningen være enten en hjertesygdom, som ville medføre, at fodboldkarrieren var slut, eller et såkaldt ”sportshjerte”, som rent faktisk er stærkt, ud over det sædvanlige, siger Simon Stüker.

Det var også en glad Simon Stüker der fik overbragt den gode nyhed på Universitetshospitalet.

– Jeg har sjældent været mere glad, end da professoren på Aarhus Universitetshospital sagde, at der ikke var noget galt, og at jeg kan starte med fodbold igen. Jeg har åbenbart bare et lidt stort, men meget stærkt hjerte.

Tiden i uvished har også sat tankerne i gang hos den unge fodboldspiller.

– Den sidste måned har jeg lært, hvor stor en del af min identitet fodbold er, og hvor privilegeret jeg er over at kunne få lov at udleve min drøm. Det giver ekstra benzin på tanken til mit videre fodboldforløb. Omvendt har jeg også været tvunget til at tænke over, hvad fremtiden skulle bringe, hvis det ikke længere var muligt at jagte fodbolddrømmen, og det har nok været meget sundt, slutter Simon Stüker.

Det positive udfald på udredningen betyder, at Simon straks vender tilbage til fuld træning med sine holdkammerater på U19, hvorefter han vil glide over til at være med i en del af opstarten med 3F Superligaholdet.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Scroll til toppen