SIF’s kommende midtbanespiller glæder sig til presset
Mads Kaalund glæder sig til udfordringen i Silkeborg IF, hvor forventningerne og presset er større.
22-årige Mads Kaalund (På billedet i duel med Stephan Petersen) skifter til sommer fra Nykøbing FC til Silkeborg IF. Et skifte som den centrale midtbanespiller glæder sig til.
– Jeg er rigtig glad. Jeg glæder mig til at være en del af et fuldstidssetup, og til at træde ind på det flotte stadion, fortæller den tidligere Lyngby-spiller, som har været et af de store omdrejningspunkter i Nykøbing FCs flotte sæson.
– Jeg vil betegne mig selv som en teknisk stærk og offensivt tænkende midtbanespiller. Jeg har et godt blik for spillet, og kan godt lide spillet langs jorden, lyder det fra Kaalund, som dermed kommer til at glide fint ind i spillestilen i SIF.
– Det er klart, at hvis spillestilen havde været at spille en lang bold fra forsvaret over midtbanen, så havde jeg nok ikke kunne gøre mig så godt gældende, så spillestilen har da været vigtig, fortæller Kaalund, som har startet alle 19 kampe i NordicBet Ligaen for Nykøbing FC.
Superligaen er målet
Når talen falder på fremtiden, så er det en ambitiøs spiller, som til sommer træder ind af dørene på JYSK park.
– Målet er jo helt klart at rykke i Superligaen. Jeg håber, det sker her til sommer. Klubben virker til at være et godt sted at være for unge spillere, så jeg håber, at de kan være med til at udvikle mig til næste skridt, udtaler Mads Kaalund.
Med skiftet fra Nykøbing til Silkeborg håber midtbanespilleren også på at kunne blive udfordret på flere af de mentale opgaver, som skiftet til en større klub fører med sig.
– Jeg ser frem til at spille under et større pres. Jeg kan godt lide, at klubben har meldt ud, at det kun er oprykningen, der tæller. Presset er med til at udvikle en som spiller og som person, påpeger Mads Kaalund, som skifter til Silkeborg IF, når hans kontrakt med Nykøbing FC udløber til sommer.