12. oktober 2023

SIF vandt træningskampen mod FC Fredericia

SIFs vandt torsdag eftermiddag træningskampen på JYSK park mod FC Fredericia fra NordicBet Ligaen med 2-1. Oskar Boesen scorede til 2-0 lige efter pausen.

Velkendte navne hos gæsterne
Der var en del kendte ansigter hos dagens modstander, FC Fredericia, i træningskampen på JYSK park. I startopstillingen var bl.a. Jeppe Spliid Gertsen, Eskild Dall og Gustav Marcussen, og i 2. halvleg kom Nicklas Røjkjær og Frederik Carstensen på banen.
SIF stillede med rutinerede spillere blandet med mindre rutinerede, og Kent Nielsen benyttede sig af fire udskiftninger i løbet af 2. halvleg.

SIF-pres og føring
Hjemmeholdet pressede på fra start og allerede efter 10 minutters spil kom så føringsmålet. Søren Tengstedt ramte med et godt fladt skud indersiden af stolpen, hvorfra bolden ramte målmanden i ryggen og gik i mål. Spurgte man Tengstedt selv, var det ham, der skulle noteres for målet, men teknisk set var det nok et selvmål!

Kort efter var Andreas Poulsen ved at komme igennem, men fik afsluttet  lige på Jeppe Højbjerg i Fredericia-målet. Poulsen stod også som oplægger, da han gik til mållinjen, men Tengstedt fik desværre skudt over mål på indlægget.

Med godt 20 minutter spillet driblede Fredrik Carlsen flot igennem forsvaret, men Højbjerg trak en god redning ud af ærmet. SIF sad i denne periode tungt på kampen og overlod ikke bolden til Fredericia ret længe af gangen.

Gæsterne mere med i spillet
Efterhånden kom Fredericia mere med  og kom til deres første forsøg på mål. Skuddet blev dog blev rettet af til hjørnespark, som blev afvist af SIF-forsvaret. I stedet blev det til en omstilling, hvor bolden havnede hos Adamsen, men igen var Højbjerg i målet på sin post.

Både Tengstedt og Adamsen kom igen til chancer, men begges skud ramte forbi målet. I stedet var gæsterne ved at komme igennem i den anden ende, men Felix fik flot afværget forsøget. Andre forsøg fra gæsterne tog Pryts sig fint af.

Mod afslutningen af halvlegen kom Andreas Poulsen til skud, men desværre endte bolden på overliggeren, og riposten blev sendt over mål. hjemmeholdet pressede gevaldigt på, men endnu et hjørnespark endte uden udbytte.

Hurtig scoring efter pausen
Knapt var 2. halvleg fløjtet op, før 1-0 føringen blev udbygget. Unge Oskar Boesen udnyttede resolut chancen på en ripost og kunne score til 2-0.  Fredericia svarede dog hurtigt igen i den modsatte ende, men Pryts reddede til hjørne. Kort efter måtte SIF-målmanden igen redde kastanjerne ud af ilden, denne gang på en friløber.

Efter en time skiftede Fredericia massivt ud, da hele fem spillere, bl.a. Røjkjær og Carstensen, stod klar på sidelinjen. SIF var også klar med udskiftning, dog kun en enkelt, hvor Mark Brink afløste Adamsen.

Thórdarson markerede sig et par gange med langskud, men den islandske vulkan sprudlede ikke helt så skarpt som i weekenden. Men vulkaner har det jo med at slumre lidt, inden de atter går i udbrud!

Fredericiansk reducering
Efter knapt 70 minutter fik gæsterne så udbytte af mere presspil, da Eskild Dall efter indlæg stod helt fri ved den ene opstander og nemt med hovedet kunne dirigere bolden i mål.

SIF forsøgte at svare igen, og Joel Felix gik med i angrebet og fik headet Carlsen fri til en stor mulighed, men desværre skud forbi mål. Klynge sluttede kampen af med et forsøg, efter et langt stykke tid med boldbesiddelse, men målmand Højbjerg tillod ikke flere silkeborgensiske bolde at passere.

Træningskamp den 12. oktober 2023, JYSK park
SIF-Fredericia 2-1 (1-0)
Mål: 1-0 (10) selvmål, 2-0 (47) Oskar Boesen, 2-1 (67) Eskild Dall,
Sådan stillede SIF op: Jacob Pryts, Anders Dahl, Tobias Salquist (46: Alexander Busch), Joel Felix, Andreas Poulsen, Andreas Pyndt, Pelle Mattsson (46: Stefán Teitur Thórdarson), Oskar Boesen, Fredrik Carlsen, Søren Tengstedt (46: Anders Klynge), Tonni Adamsen (60: Mark Brink).

Tekst og foto: Ulla Myrhøj

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen