SIF trak serie 2-hold i Sydbank Pokalen
St. Restrup IF fra serie 2 bliver SIF’s modstander i første runde af Sydbank Pokalen. Kampen spilles i starten af september.
SIF gik i 2018 hele vejen til pokalfinalen i Parken. Nu gør Kent Nielsens mandskab et nyt forsøg og møder i 1. runde St. Restrup IF. Foto: Ulla Myrhøj.
Vejen til pokalfinalen er lang, og SIF indleder den i Nordjylland, hvor St. Restrup IF fra serie 2 er modstanderen i 1. runde. Der er i dag blevet trukket lod til den første landsdækkende runde, og SIF skal som højest rangerende hold spille på St. Restrup IF’s hjemmebane, Frejlev Stadion, der er placeret i St. Restrups naboby Frejlev. Kampen afvikles mellem 1. og 3. september.
St. Restrup IF er netop gået i gang med den nye sæson og har efter to kampe i serie 2, pulje 12 4 point efter 6-0 sejr over Nørresundby og 1-1 mod Aalborg Freja.