26. november 2020

SIF tabte ujævn topkamp i Viborg

På et tidligt mål af Jakob Bonde vandt Viborg torsdagens topkamp over SIF, der ikke fik udnyttet sin gode periode midt i 1. halvleg til scoring.

Viborg har lagt sig komfortabelt på førstepladsen i 1. division efter torsdagens sejr over SIF, der nu er otte point efter førerholdet. Et tidligt mål af Jakob Bonde afgjorde kampen, hvor SIF ellers i løbet af 1. halvleg havde mulighederne for udligning. Efter pausen lykkedes det aldrig SIF’erne at komme til fadet for alvor, og så sluttede det med en smal hjemme-sejr.

Den store nyhed til kampen var, at Magnus Mattsson var klar igen efter en enkelt kamps skadesfravær og startede inde på sin vante plads i angrebets venstreside.

Tidlig Viborg-føring
Kampen blev indledt med lidt afventende spil fra begge sider, men allerede i det 9. minut blev målkontoen åbnet, og det var hjemmeholdet, der bragte sig i front. SIF-forsvaret blev fanget i ubalance efter et udspark, og så kunne Magnus Kaastrup sende en bold til bageste stolpe, hvor en fri Jakob Bonde dukkede op og sendte topholdet i front med en behersket inderside-flugtning.

Målet fik SIF’erne længere frem, og allerede minuttet efter havde Rasmus Carstensen et gennembrud og en afslutning, der dog blev blokeret på sin vej mod mål. Magnus Mattsson havde et skud midtvejs i halvlegen, som Patrik Gunnarsson i Viborg-målet dog problemfrit tog sig af, men der var kommet mere bid i SIF’s offensiv. I det 25. minut sled Emil Holten sig således godt fri i Viborg-feltet og ramte stolperoden med et fladt skud. SIF’erne kom tættere og tættere på.

SIF med chancer
Svenn Crone forsøgte sig med en afslutning, der dog blev for svag, Magnus Mattsson prøvede at snige et skud fra feltets kant udendom Gunnarsson – uden held – og samme Mattsson tvang Viborg-keeperen til en flot parade med et resolut skud i det 33. minut og igen et halvt minut senere. SIF styrede kampen og skabte muligheder, der havde berettiget mindst 1-1 ved pausen.

Viborg fik 2. halvlegs første chance otte minutter henne ved Tobias Bech, der helt fri i det lille felt sparkede på en godt reagerende Oscar Hedvall,

Chancefattig 2. halvleg
Ellers blev kampen efter pausen mere chancefattig end 1. halvleg – især for SIF’s vedkommende, der havde svært ved at finde løsninger overfor et fysisk spillende Viborg-mandskab. Mulighederne kom mest på omstillinger, hvor Rasmus Carstensen efter godt en times spil fik sin mulighed, men sparkede bolden højt over mål.

Magnus Mattsson havde endnu et forsøg med et kvarter igen, men hans flugtning fik Patrik Gunnarsson vippet over tværribben.

En ujævn halvleg med mange frispark sluttede uden yderligere scoringer. SIF skulle have slået til i sin gode periode midt i 1. halvleg, hvis det skulle være blevet til point i Viborg. Det lykkedes ikke, og dermed har viborgenserne lagt sig komfortabelt på divisionens førsteplads.

SIF spiller igen næste søndag, 6. december, endnu en udekamp. Denne gang i  Hjørring mod Vendsyssel med kampstart kl. 15.00.

Kampen i tal:
13. runde, torsdag 26. november kl. 18.30 på Energi Viborg Arena:
Viborg FF – Silkeborg IF 1-0 (1-0)
Mål: 1-0 Jakob Bonde (9.)
Advarsler: Christian Sørensen, Frans Dhia Putros, Jakob Bonde, Jeppe Grønning, Lars Kramer, Patrik Gunnarsson, Viborg FF, Emil Holten, Anders Hagelskjær, Mads Kaalund, Jeppe Gertsen, Svenn Crone, SIF.
Udvisning: Jakob Bonde (2 x gult)
Viborg FF (4-3-3):  Patrik Gunnarsson – Frans Dhia Putros (87.: Alexander Fischer), Lars Kramer, Mads Lauritsen, Christian Sørensen – Magnus Kaastrup (90.+3: Lorenzo Gordinho), Jeppe Grønning, Jakob Bonde – Tobias Bech (82.: Younes Bakiz), Sebastian Grønning, Mads Aaquist (46.: Jeff Mensah).
Cheftræner: Jacob Neestrup.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Jeppe Spliid Gertsen, Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Anders Klynge (66.: Stefán Teitur Thórdarson), Mark Brink (75.: Alexander Lind), Mads Kaalund – Nicolai Vallys, Emil Holten, Magnus Mattsson.
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen