24. juni 2019

SIF-spillere glæder sig over ny cheftræner

SIF-spillere glæder sig over ny cheftræner

Kent Nielsen har gjort et godt indtryk på SIF-spillerne, efter den nye cheftræner har stået i spidsen for holdet i fire træningspas i den nye sæson.

SIF’s Superligahold indledte mandag den første hele uge med træning i forberedelserne til den nye sæson. Mandag var fjerde gang, at holdets nye cheftræner Kent Nielsen stod i spidsen for Silkeborg IF’s førstehold.

– Han er hård, lyder det uden tøven fra Shkodran Maholli.

– Det har været fire gode dage med hård træning. Jeg synes, at han er en god træner. Når han er seriøs, så er han seriøs, og når det er tid til at lave lidt sjov, så er han også med på den, lyder det fra SIF’s eneste udenlandske spiller.

Kent Nielsen har snart været træner på højeste niveau i Danmark i tyve år. Noget der sagtens har kunne mærkes i omklædningsrummet.

– Når han snakker, så tror man på det, han siger. Han har allerede en autoritet fra start af. Det synes jeg er fedt, fortæller Mads Emil Madsen, som også har bemærket nogle nye tiltag, som Kent Nielsen har stået bag.

– Man skal lige op om morgenen og sige hej, når man kommer. Og så skal man ikke bruge sin mobil så meget. Så kommer vi hinanden lidt mere ved. Det er fint, synes jeg.

Mere fokus på defensiven

På banen har spillerne mest af alt indtil nu oplevet den sædvanlige hårde opstartsfase. Der har dog alligevel været plads til at fokusere på blandt andet det defensive spil.

– Der kommer noget mere fokus på den defensive del også. Der kan vi forbedre os en del. Og der snakker jeg ikke bare os forsvarsspillere, men også som hold. Det har han allerede sagt, og vi har allerede haft de første træningsøvelser i forhold til det, fortæller Simon Jakobsen, som har glædet sig til mødet med den nye cheftræner.

– Det er spændende. Jeg synes altid, at han har været meget sympatisk at møde, når vi har mødt de hold, som han har trænet. Det har været fire gode træninger indtil nu. Han er klar i sin kommunikation og en behagelig mand at være sammen med udenfor banen, så indtil videre er det meget positivt, lyder det fra Simon Jakobsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen