14. september 2014

SIF snydt for point til slut

En god indsats mod FC Nordsjælland var ikke nok til sejr søndag eftermiddag på Mascot Park. Efter tidlig føring ved Emil Scheel måtte SIF se sig slået med fem minutter tilbage af kampen.

Det var en bitter pille at sluge for SIFerne, da de søndag eftermiddag måtte gå tomhændede ud af Mascot Park efter 95 intense minutter mod FC Nordsjælland. Efter tidlig føring ved Emil Scheel og godt spil undervejs måtte SIF se sig slået 1-2 på to nordsjællandske mål efter pausen. Dermed er SIF fortsat uden sejr i denne sæson.

Cheftræner Jesper Sørensen havde valgt en uændret startopstilling i forhold til den seneste 2-2 kamp mod AaB to uger tidligere. Den lidt ændrede formation – talmæssigt sat op i en 3-5-2-opstilling – var også fastholdt, således at SIF spillede med både Jeppe Illum og Nicolaj Agger helt i front.

FC Nordsjælland-spillerne stillede op til kampen iført sørgebind for at mindes klubbens afdøde storsponsor Michael Henriksen, der omkom ved en helikopter-ulykke ved Samsø en uge tidligere.

Kampen blev desuden brugt til at markere FIFAs FairPlay-kampagne ved at bolddrenge bar et fairplay-flag ind i forbindelse med spillernes indløb ligesom de to holds anførere bar fairplay-anførerbind.

FairPlay-flaget var knapt blevet pakket sammen, før kampbegivenhederne tog fart. Jeppe Illum blev fældet uden for straffesparksfeltet, og Emil Scheel sagde tak for tilbuddet og hamrede bolden i mål til tidlig 1-0 føring til SIF. Da var der blot spillet knap fire minutter af kampen.

I de følgende minutter fik FC Nordsjælland bedst greb om kampen og truede foran SIF-feltet – bl.a. måtte Dennis Flinta begå frispark lige uden for feltet. Kasper Lorenzen bankede dog bolden i muren på forsøget. Emil Scheel forsøgte sig med et langskud, der dog sendte bolden over på Marienlundsvej bag Henton-tribunen.

Illum truede på kanten af off-side
Efter knap en halv times spil gled Jeppe Illum igennem efter en hurtig omstilling på et FCN-hjørnespark, men SIF-angriberen måtte se sig vinket off-side, idet bolden prellede af på den ene opstander.

Nicolaj Agger truede mod halvlegens slutning med et langskud, der dog blev grebet af FCN-målmand David Jensen, og Jeppe Illum blev endnu engang vinket offside i fri position. Det afsluttede en halvleg med rigtig gode SIF-takter undervejs.

I pausen måtte Daniel A. Pedersen udgå med smerter i knæet efter at han midt i 1. halvleg stødte sammen med Uffe Bech. Hans plads på midtbanen blev overtaget af Thorbjørn Holst Rasmussen.

Udligning af FC Nordsjælland
SIFerne kom ud til 2. halvleg med en klar mission om at fortsætte de gode tendenser. Allerede efter knap tre minutters spil gik kampen imidlertid ind i en ny fase, da FC Nordsjælland udlignede til 1-1. Hurtige Joshua John nåede for første gang i kampen til baglinjen, og hans indlæg udnyttede Kasper Lorentzen til at heade bolden i nettet til nordsjællandsk udligning.

Det slog dog ikke SIF ud, og i de følgende minutter fik hjemmeholdet godt styr på kampen. Nicolaj Agger havde et godt forsøg, som blev pareret af Daniel Jensen i gæsternes mål, og Nicolaj Ritter fulgte godt op få minutter senere med et skud, som samme Jensen i FCN-målet kun med det yderste af neglene fik vippet til hjørnespark.

I den modsatte ende slap Superligaens topscorer, Uffe Bech, efter knap en times spil fri til skud, men Kasper Jensen kastede sig vandret i luften og fik afværget.

Efter godt en times spil sendte Jesper Sørensen unge Robert Skov på banen som erstatning for Nicolaj Agger. Også FC Nordsjælland skiftede ud i offensiven, da Morten Nordstrand erstattede Kasper Lorenzen. Kort forinden måtte Kasper Jensen redde på stregen efter et FCN-hjørnespark. Da var der 20 minutter igen, og FC Nordsjælland havde overtaget i opgøret i denne fase. Martin Vingaard var således tæt på med en flugtning i feltet efter hjørnespark. Bolden gik dog lige forbi mål.

Med godt syv minutter igen var Robert Skov meget tæt på. Han fik frit skud udenfor feltet, men hans flade forsøg sneg sig lige akkurat udenom stolpen. I den anden ende var der også i to situationer fare på færde, men Kasper Jensen fik afværget to nordsjællandske skudforsøg med sine parader.

I stedet var det Uffe Bech, der i modsatte ende kunne sætte bolden i nettet bag Kasper Jensen, og det blev kampens sidste scoring, selv om SIF forsøgte at lægge et højt pres i de sidste minutter.

SIF spiller sin næste hjemmekamp lørdag den 27. september, hvor Hobro kommer på besøg på Mascot Park. Kampen starter kl. 17.00.

Kampen i tal:
Superligaen, 7. spillerunde, søndag den 14. september 2014 kl. 14.00 på Mascot Park:
Silkeborg IF – FC Nordsjælland (1-0) 1-2
Mål: 1-0 Emil Scheel (4.), 1-1 Kasper Lorenzen (48.), 1-2 Uffe Bech (85.)
Advarsler: Daniel A. Pedersen, Jesper Bech, Jeppe Illum, SIF, Ivan Runje, FC Nordsjælland.
Tilskuere: 2.390
Dommer: Emil Laursen
Silkeborg IF (3-5-2): Kasper Jensen – Jens Martin Gammelby, Dennis Flinta, Jesper Mikkelsen – Frank Hansen, Jesper Bech, Daniel A. Pedersen (46.: Thorbjørn Holst Rasmussen), Emil Scheel (87.: Morten Beck), Nicolaj Ritter – Nicolaj Agger (65.: Robert Skov), Jeppe Illum.
Cheftræner: Jesper Sørensen
FC Nordsjælland (4-3-3): David Jensen – Mario Ticinovic, Pascal Gregor, Ivan Runje, Patrick Mtiliga – Søren Christensen, Anders Christiansen (81.: Emiliano Marcondes Hansen), Martin Vingaard – Uffe Bech (87.: David Moberg Karlsson), Kasper Lorenzen (73.: Morten Nordstrand), Joshua John.
Cheftræner: Olafur Kristjansson

Mål

  • 1-0 Emil Scheel (4.)
  • 1-1 Kasper Lorenzen (48.)
  • 1-2 Uffe Bech (85.)

Advarsler

  • Daniel A. Pedersen
  • Jesper Bech
  • Jeppe Illum
  • SIF
  • Ivan Runje
  • FC Nordsjælland.

Silkeborg IF (3-5-2)

  • Kasper Jensen – Jens Martin Gammelby
  • Dennis Flinta
  • Jesper Mikkelsen – Frank Hansen
  • Jesper Bech
  • Daniel A. Pedersen (46.: Thorbjørn Holst Rasmussen)
  • Emil Scheel (87.: Morten Beck)
  • Nicolaj Ritter – Nicolaj Agger (65.: Robert Skov)
  • Jeppe Illum. Cheftræner: Jesper Sørensen

FC Nordsjælland (4-3-3)

  • David Jensen – Mario Ticinovic
  • Pascal Gregor
  • Ivan Runje
  • Patrick Mtiliga – Søren Christensen
  • Anders Christiansen (81.: Emiliano Marcondes Hansen)
  • Martin Vingaard – Uffe Bech (87.: David Moberg Karlsson)
  • Kasper Lorenzen (73.: Morten Nordstrand)
  • Joshua John. Cheftræner: Olafur Kristjansson
Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen