Silkeborg IF tog søndag eftermiddag en sikker sejr og en fjerdeplads med hjem til Søhøjlandet efter en forrygende 4-1 sejr i Aalborg, hvor Nicklas Helenius scorede hattrick.
Et solbeskinnet Aalborg Portland Park dannede søndag eftermiddag ramme for top-6 duellen mellem Aalborg BK og Silkeborg IF. Sæsonens første opgør mellem de to hold endte 0-0, og SIF skulle derfor forsøge at hente sæsonens første sejr over AaB på en svær udebane. SIF kunne med en sejr over AaB bringe sig op på 4. pladsen i Superligatabellen, og en stor flok medrejsende SIF-fans gjorde sit for at skabe en stemning af at være hjemme på JYSK Park.
SIFs cheftræner Kent Nielsen havde sat sin startopstilling med en enkelt ændring i forhold til holdets seneste hjemmesejr over Vejle Boldklub. Det betød, at den unge forsvarsspiller Alexander Busch gled ind i startopstillingen til sin første Superligakamp fra start i stedet for en syg André Calisir.
Kampen startede som forventet med højt tempo, og efter allerede fem minutter fik SIF en chance for at komme på 1-0. Anders Klynge spillede en fin aflevering i dybden til en fri Nicolai Vallys, der dog ikke formåede at veksle chancen til et mål.
Allerede få minutter efter fik SIF endnu en god mulighed for at score. Denne gang opsnappede Mark Brink en aflevering i AaBs opbygningsspil. Han spillede hurtigt bolden videre til Nicolai Vallys, der derefter spillede den videre til Sebastian Jørgensen, der til sidst kunne sende en bold i dybden til Helenius. Helenius kunne dog ikke passere AaB-målmanden Jacob Rinne.
Efter 36 minutter kom AaB frem til deres farligste forsøg på mål. Det var Louka Prip, der modtog bolden på kanten af feltet, tog et par træk ind i banen og sendte en farlig afslutning afsted. SIF slap heldigvis med skrækken, da bolden ramte stolpen i stedet for netmaskerne.
Efter 46 minutters spil kunne dommer Mikkel Redder fløjte for sidste gang i 1. halvleg, og holdene kunne dermed gå til pause med stillingen 0-0 efter en 1. halvleg, som SIF startede bedst med to store chancer til henholdsvis Nicolai Vallys og Nicklas Helenius. Som tiden gik, kom AaB mere med i kampen, og halvlegen endte overordnet set med at være en forvirrende affære, hvor ingen af holdene for alvor satte sig på spillet.
Niklas Helenius med to hurtige scoringer!
Efter 66 minutter fik SIF endelig slået hul på bylden, da Nicklas Helenius headede bolden flot ind efter et perfekt indlæg fra Sebastian Jørgensen. Det var Helenius selv, der drev bolden frem og lagde bolden ud til Sebastian Jørgensen – for derefter selv at løbe ind i feltet og sætte panden på bolden – 1-0 til SIF.
Bare tre minutter efter SIFs første mål kunne Nicklas Helenius igen score og dermed fordoble føringen. Målet blev scoret på et straffespark efter, at Lukas Engel blev klodset fældet i feltet.
Sebastian Jørgensen med et flot mål til 0-3!
Efter 73 minutter kunne Sebastian Jørgensen øge føringen til 0-3 med sit ottende sæsonmål, da han let satte indersiden på en perfekt stikning fra Nicolai Vallys, og så stod der 0-3 i Aalborg.
Nicklas Helenius med endnu et mål!
Nicklas Helenius scorede efter 77 minutter sit tredje mål denne eftermiddag, og han fik dermed et flot hattrick sat ind på målkontoen. Målet kom efter, at Nicolai Vallys blokerede en bold fra AaBs forsvarsspiller Daniel Granli i AaB’s opspil, og bolden havnede for fødderne af Nicklas Helenius, der huggede til bolden midt på AaBs banehalvdel. Jacob Rinne kunne ikke nå tilbage i sit mål, og der stod dermed 0-4 til Silkeborg IF!
AaB-reducering til 1-4
Efter 83 minutter kunne AaB sætte et lille plaster på såret og give deres hjemmefans lidt at varme sig på på en ellers kold dag, da angriber Kaspar Høgh kunne score til 1-4 på en førstegangs-afslutning, efter at flere AaB-spillere kombinerede sig igennem SIFs felt efter et indkast.
Desværre endte indskiftede Robert Gojani med at få det røde kort præsenteret i overtiden, da han løftede sit ben for højt i en glidende tackling. Ærgerlig afslutning på kampen, men det kunne ikke fjerne smilene fra SIFerne og de medrejsende fans, der i bare maver fejrede sejren massivt bag målet.
Med sejren kravler SIF op på en fjerdeplads med tre kampe tilbage af grundspillet.
SIFs næste opgave er om en uge, hvor mestrene fra Brøndby IF gæster JYSK Park til en topkamp, der spilles søndag den 6. marts kl. 18.00.
Kampen i tal
3F Superligaen, 19. runde – søndag den 27. februar 2022 klokken 14.00 på Aalborg Portland Park.
Aalborg BK – Silkeborg IF (0-0) 1-4
Mål: 0-1 Nicklas Helenius (66), 0-2 Nicklas Helenius (69), 0-3 Sebastian Jørgensen (73), 0-4 Nicklas Helenius (77), 1-4 Kaspar Høgh (83)
Advarsel: Frederik Børsting
Udvisning: Robert Gojani (92)
Tilskuere: 7142
Aalborg BK: Jacob Rinne, Daniel Granli, Rasmus Thelander, Anders Hagelskjær, Mathias Ross (45: Kristoffer Pallesen), Malthe Højholt (45: Rufo), Iver Fossum, Magnus Christensen (62: Kasper Waarst Høgh), Frederik Børsting (84: Jakob Ahlmann), Milan Makaric (79: Anosike Ementa), Louka Prip
Cheftræner: Oscar Hiljemark
Silkeborg IF: Nicolaj Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Alexander Busch, Lukas Engel, Anders Klynge (93: Stefan Thordarson), Mark Brink (86: Pelle Mattsson), Andreas Oggesen (77: Robert Gojani), Sebastian Jørgensen (77: Søren Tengstedt), Nicolai Vallys, Nicklas Helenius (86: Frederik Carstensen)
Cheftræner: Kent Nielsen
Dommer: Mikkel Redder
Referat: Anders Mathiasen