16. maj 2024

SIF skriver kontrakt med Julius Lorents Nielsen

Julius Lorents Nielsen har underskrevet en ny kontrakt med Silkeborg IF, og stortalentet overgår til en fuldtidsaftale til sommeren 2025.

Silkeborg IF har fået endnu en vigtig kontraktforlængelse på plads til fremtiden!

Julius Lorents Nielsen har nemlig sat sin signatur på en ny, 5 årig kontrakt med Silkeborg IF.

Det 18-årige stortalent, der i vinter var med førsteholdet på træningslejr i Portugal, vil det første år af kontrakten spille på en traineeaftale, og herefter vil Julius Lorents Nielsen overgå til at spille på fuld tid i Silkeborg IF.

– Vi er naturligvis rigtig glade for at underskrive en ny kontrakt med Julius, der er en spiller med nogle stærke kompetencer på den centrale del af banen. Han er en spiller med stor arbejdsradius og som bidrager stærkt i både den defensive og offensive del af spillet. Vi har set gode tegn på, at Julius kan udvikle sig til at blive en fremtidig spiller på SIFs 1. hold.  siger sportschef Jesper Stüker og fortsætter.

– Julius er en fast bestanddel af landsholdet i sin årgang, og han har allerede snuset lidt til førsteholdet i SIF. Vi har store forventninger til Julius, men det første år af aftalen går også på at forberede ham endnu bedre på tilværelsen som fuldtidsspiller, hvor han forhåbentlig tager store skridt mod førsteholdet.

Julius Lorents Nielsen kommer fra Resenbro og spillede i sin tidlige barndom for samarbejdsklubben Resenbro UIF og skiftede til Silkeborg IF allerede som ni-årig.

Den unge midtbanespiller har været med hele vejen på SIF Fodboldskolen, Sølystskolens Talent Team og Silkeborg Fodbold College, så det er en rigtig lokal dreng, der glæder sig til at tage endnu et skridt i sin udvikling for SIF.

– Jeg er utrolig glad for at underskrive min første fuldtidskontrakt med SIF, der træder i kraft næste sommer. Jeg har haft en god udvikling i SIF i et miljø med gode holdkammerater og trænere, som jeg sætter stor pris på. Det er mit helt store mål at få mit gennembrud i min barndoms- og hjerteklub, SIF. Jeg har fået et godt indtryk af førsteholdstruppen i mit transitionsforløb med deltagelse på træningslejren i Portugal, ugentlige træningspas og reservekampe, og jeg håber, jeg fortsætter med at nærme mig førsteholdet og bliver fuldt ud konkurrencedygtig, når min fuldtidskontrakt træder i kraft, siger Julius Lorents Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen