17. august 2020

U17: SIF sendte VAR-system på overarbejde

U17: SIF sendte VAR-system på overarbejde

Med en sejr på 6-4 over AaB søndag i Ikast gav SIF’s U17-drenge VAR-systemet rigeligt at se til i sæsonens anden liga-kamp.

For anden kamp i træk scorede Asbjørn Bøndergaard tre mål i en U17 Liga-kamp for SIF. Søndag vandt Casper Røjkjærs mandskab 6-4 over AaB.

SIF og AaB sendte VAR-skærmen på overarbejde i Ikast søndag eftermiddag, da der blev scoret 10 mål i løbet af kampen. Kampen var et led i testningen af VAR-systemet inden det tages i brug i 3F Superligaen i den kommende sæson, og heldigvis for Casper Røjkjær og hans SIF-mandskab var de seks af målene, der skulle tjekkes, scoret af SIF, mens AaB blev holdt nede på fire mål.

– Det var fedt med en sejr og mange flotte mål. Stor ros til drengene for at have spillet som et hold i to meget varme kampe indtil videre i sæsonen, siger U17-træner Casper Røjkjær med henvisning til, at det også blev til sejr over AGF i premieren. SIF-træneren havde dog også et godt råd til sine spillere oven på to kampe i sommerheden.

– Vi har lært at bolden kan løbe flere meter i solen end vi kan, så sørg for at lade den gøre arbejdet, så skal vores individuelle kvaliteter nok komme til udtryk.

SIF indledte kampen rigtig godt, var aggressive i pres og fremadrettede i spillet med bolden, hvilket betød, at SIF’erne havde et godt tag på AaB. Som halvlegen skred frem blev det lidt mere rodet, og der opstod chancer i begge ender.

– Vi manglede den sidste kvalitet med bolden, hvilket resulterede i mange omstillinger. Vi pressede generelt ok, men forsvarede os ikke alt for godt omkring eget felt, siger Casper Røjkjær.

Efter pausen kom AaB tilbage i opgøret og fik både reduceret til 4-2 og 4-3. Men SIF-drengene viste god moral og begyndte igen at gøre tingene sammen som et hold i stedet for at spille deres egen individuelle kamp.

– Vi blev mere dynamiske i vores boldomgang og flyttede flot bolden rundt på få berøringer, siger Casper Røjkjær.

Næste opgave for SIF’s U17 Liga-hold er på lørdag, hvor Vejle kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 15.30.

Kampen i tal:
U17 Liga, 2. runde, søndag 16. august kl. 17.15 på Ikast Stadion:
Silkeborg IF – AaB 6-4 (4-1)
Mål: 1-0 Asbjørn Bøndergaard (2.), 2-0 Asbjørn Bøndergaard (11.), 3-0 Magnus Max (42.), 3-1 Oliver Ross (45.), 4-1 Asbjørn Bøndergaard (45.), 4-2 Oscar Meedom (58.), 4-3 Oliver Ross (61.), 5-3 Lasse Kaihøj (85.), 6-3 Lasse Kaihøj (90.), 6-4 Oliver Ross (90.)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

Søndag d. 01.12. kl. 18.00
Scroll til toppen