12. august 2024

SIF sælger Alexander Lind til Pisa SC

Silkeborg IF er blevet enige med den italienske Serie B-klub Pisa SC om en transfer af Alexander Lind.

Alexander Lind fik sit helt store gennembrud i dansk fodbold, da den unge SIF-angriber i seneste sæson lavede ti mål i 3F Superligaen.

Den eksplosive udvikling har skabt en naturlig interesse for den 22-årige angriber i udlandet, og Silkeborg IF er blevet enig med den italienske Serie B-klub Pisa SC om en tilfredsstillende transfer.

– Det er ikke længe siden, vi forlængede Alexander Linds kontrakt til sommeren 2028. Det var naturligvis med tanke på, at han skulle fortsætte sin udvikling i Silkeborg IF og på sigt eventuelt med et salg i tankerne, men processen er blevet fremskyndet markant, da Pisa SC kom på banen, siger Jesper Stüker og fortsætter.

– Også fordi vi kan mærke på Alexander, at det her er en mulighed, han gerne ville afsøge. Derfor er vi kommet til den konklusion, at det er den korrekte beslutning – både økonomisk men også sportsligt.

– Vi er meget stolte over, at det er lykkedes SIF at udvikle Alexander Lind til det niveau i dag, der gør, at han er interessant i en stor, italiensk traditionsklub. Alexander har været en del af vores setup i SIF siden 2016, og vi har hele tiden troet på, at han kunne udvikle sig til den dygtige angriber, han er i dag. Alexander er en speciel karakter, og der har været op- og nedture i forløbet, og vi har nogle gange givet og taget mod det fælles mål.

– Personlig er jeg stolt af det, vi har udrettet sammen, både på det sportslige, men lige så meget på det personlige plan. Vi er altid meget glade for, når en af vores egne drenge slår igennem på førsteholdet, og vi er ligeledes stolte, når det lykkes at opfylde deres drengedrøm om en kontrakt i udlandet. Vi ønsker Alexander alt det bedste, siger Jesper Stüker.

Oprindeligt er Alexander Lind fra Hårby lidt udenfor Hørning, hvor hans første klub var HIK 81, inden han skiftede til Hørning IF. Han kom til SIF i 2016 og blev en del af klubbens talentudviklingsprogram, hvor han blev koblet på Silkeborg Efterskoles fodboldlinje i samarbejde med SIF.

I efteråret 2019 kom Lind med omkring træningen med SIF’s førstehold. Han fik sin debut i årets sidste kamp i Lyngby i 2019. Alexander Lind blev dermed en af de yngste SIF’ere i historien til at spille en Superligakamp.

Siden er det blevet til 91 kampe og 21 mål for Alexander Lind i den røde trøje.

Alexander Lind er glad for sin tid i Silkeborg IF, men samtidig stolt over skiftet til Italien.

– Jeg elsker Silkeborg IF, og klubben har altid troet på mig. Også i svære tider da jeg kæmpede mig tilbage fra mine skader. Da jeg forlængede min kontrakt med SIF, var det min intention at blive i klubben mange år endnu og fortsætte min udvikling, men denne mulighed i Pisa føles som den helt rigtige for mig, siger Alexander Lind og fortsætter.

– Jeg vil gerne takke alle i Silkeborg IF. Klubben er som én stor familie for mig. Mine ungdomstrænere har betydet alverden, talentchef Peter ’PC, Hansen, sportschef Jesper Stüker, hele organisationen, Kent Nielsen, alle i staben – og ikke mindst mine holdkammerater!

– Også en stor tak til særligt Stoltheden og Ultras Drewsen, der de seneste år har rykket fanscenen helt enormt. Der er så fedt for os spillere at mærke.

– Jeg har opnået utrolig meget i SIF på kort tid, og jeg vil altid huske pokaltriumfen i seneste sæson, perioden med mine mange mål i efteråret, oprykning og bronzemedaljer. For mig har det været fantastisk at opnå alt dette i den klub, jeg elsker. Jeg håber, fansene vil værdsætte den udvikling, klubben er inde i, og at man husker at nyde de resultater, der er blevet leveret over de seneste år. Det er altså ikke hverdagskost i en klub som SIF. Sæt nu pris på det. Jeg ønsker alle i og omkring SIF alt det bedste, siger Alexander Lind.

Alexander Lind tiltræder i Pisa SC med øjeblikkelig virkning.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen