25. marts 2024

SIF og adidas indgår stort samarbejde

Silkeborg IF er stolte over at kunne præsentere den tyske sportstøjsgigant adidas som ny beklædningssponsor i klubben. Parterne har indgået et femårigt samarbejde.

Rigtig mange SIF-fans husker med glæde tilbage på storhedstiden i 90’erne, da Silkeborg IF spillede med fremme, hvor det var rigtig sjovt, og det hele kulminerede i 1994 med et dansk mesterskab.

Dengang spillede SIF i de legendariske røde adidas-trøjer med de tre hvide striber i højre side på hjemmebanetrøjen. Fra sommeren 2024 bliver det igen adidas, der skal være beklædningsleverandør i Silkeborg IF.

SIF og den tyske sportstøjsgigant har nemlig indgået en femårig sponsoraftale, som træder i kraft til den nye sæson.

– Det er en strategisk vigtig aftale for Silkeborg IF, der vil give nogle nye muligheder for os, da adidas har et enormt sortiment, som vil kunne understøtte den udvikling, klubben er inde i. Samtidig ved vi, at adidas leverer en uovertruffen kvalitet i sit produkt og en stor professionalisme som samarbejdspartner. Det betyder meget, at adidas tydeligt har vist, at de gerne vil SIF, så vi glæder os meget til samarbejdet, siger Claus Christensen, der er økonomidirektør i Silkeborg IF.

I adidas ser man ligeledes frem det kommende samarbejde.

– Vi er meget stolte over at træde ind i Silkeborg IF igen fra sommer, og det bliver som at binde en sløjfe på en smuk historiefortælling mellem SIF og adidas. Det er tydeligt at mærke, at SIF-fansene er stolte af deres arv, og det samme er klubben. Derfor er det et privilegium for os at gå ind og forsøge at skabe noget unikt i SIF, som både er moderne og med respekt for historien, siger Mike Vallentin Hansen, der er salgsansvarlig for adidas Team Sport i Danmark.

adidas Danmark A/S har et lokalt hovedsæde i det midtjyske, og Mike Vallentin Hansen understreger, at det lokale kendskab bliver en stor fordel for samarbejdet mellem parterne.

– Vi har længe været interesseret i at samarbejde med SIF, fordi vi har kigget efter en vej ind i det midtjyske. Derfor er det nærliggende at se mod Silkeborg. Vi har et stærkt kendskab til området, og samtidig ved vi, at Silkeborg IF er en klub, hvor partnerskabet kan vokse sig stort og stærkt.

– adidas er samarbejdspartner for en lang række store fodboldhold, men SIF er en kæmpe fisk i det danske hav. Vi fra adidas kommer til at være på JYSK park ofte, og mine kollegaer og jeg vil sørge for, at vores samarbejde med SIF er med et lokalt fokus i en international virksomhed, siger Mike Vallentin Hansen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen