21. november 2021

SIF måtte nøjes med uafgjort

Silkeborg IF og FC Nordsjælland spillede søndag 1-1 på Right to Dream Park. Oliver Villadsen og Nicolaj Vallys stod for kampens to mål.

SIF besøgte søndag eftermiddag FC Nordsjælland på Right to Dream Park i Farum. SIF vandt sæsonens første El Plastico på hjemmebane med et overbevisende resultat på 4-1, og man skulle derfor forsøge at tage det famøse El Plastico-trofæ med tilbage til Søhøjlandet. De mange medrejsende SIF-fans var kampen igennem med til at danne en perfekt kulisse for Søhøjlandets Helte.

SIFs cheftræner Kent Nielsen havde ændret på et par pladser i sin startopstilling i forhold til hjemmekampen mod FC København. Det betød, at både Andre Calisir og Stefan Thordarson var tilbage i startopstillingen i stedet for henholdsvis Joel Felix og Anders Klynge.

Efter godt 28 minutters spil kom SIF frem til kampens første reelle og største chance. Det var Nicklas Helenius, der spillede bolden i dybden til en helt fri Nicolai Vallys, der dog ikke formåede at passere FC Nordsjællands målmand, der kom hurtigt ud af sit mål.

Få minutter senere diskede FCNs målmand igen op med en stor redning, da han reddede et ellers godt hovedstød fra Oliver Sonne. SIF var på dette tidspunkt dominerende.

Efter 34 minutter fik SIF spillet sig igennem FC Nordsjællands forsvar og Helenius fik tilkæmpet sig et straffespark. Efter et længere VAR-tjek, blev der dog dømt offside, hvilket måtte betegnes som særdeles tvivlsomt.

Efter 38 minutter kom FCN frem til deres første reelle chance, da Nordsjællands Oliver Antman blev sendt i dybden. Nicolai Larsen kom ud af sit mål, men blev fanget på mellemhånd og der var reelt frit mål. Dog formåede FCN ikke at udnytte chancen, og stillingen var stadig 0-0.

Mavepuster til SIF

Efter 42 minutters spil fik hjemmeholdet scoret til 1-0, efter at Andre Calisir mistede bolden i forsvaret. Her kunne Oliver Villadsen sende bolden ind bag Nicolai Larsen, og stillingen var dermed 1-0 til hjemmebaneholdet. Målet kom efter en god periode fra SIF, og målet måtte derfor ses som en mavepuster af de helt store – få minutter efter, at SIF havde fået frataget sig et straffespark.

Dette var også det sidste af bemærkelsesværdig karakter, der skete i 1. halvleg, og SIF gik dermed til pause bagud 1-0.

2. halvleg startede for SIFs vedkommende noget bedre end 1. halvleg sluttede – i hvert fald rent spillemæssigt. Allerede efter to minutter kom Carstensen frem til en kæmpe chance, hvor han tæt på mål desværre bragede på overliggeren.

Efter 52 minutter kom FC Nordsjælland frem til en stor chance, da de spillede sig igennem SIFs forsvar. Bolden endte for fødderne af en fri FCN-spiller, og det var kun på grund af en stor redning fra Nicolai Larsen, at stillingen ikke blev 2-0.

Udligning af Vallys

Efter 62 minutters spil kunne Nicolai Vallys endelig bringe SIF tilbage i opgøret med målet til 1-1. Dette skete efter fine kombinationer mellem flere SIF spillere, hvor bolden til sidst blev sendt videre til Vallys af Robert Gojani. Vallys afsluttede første gang fra kanten af feltet, og bolden endte bag FC Nordsjællands målmand på fornemmeste vis. Stillingen var dermed 1-1 med 30 minutter tilbage.

Efter 73 minutter fik SIF chancen for at score til 1-2, da Robert Gojani blev spillet i dybden af Tobias Salquist. Dog formåede Gojani ikke at passere FCN-målmanden, og da Thordarson få sekunder efter kom frem til endnu en afslutning, var FCN-målmanden nok engang på plads.

Efter 77 minutter kom SIF igen frem til en stor chance, da Sebastian Jørgensen efter et aflæg fra Helenius sendte en afslutning afsted tæt på mål. Afslutningen sad dog lige på målmanden.

I kampens sidste minut kom FC Nordsjælland frem til en stor mulighed, der kunne have sikret dem sejren, men de formåede til SIFs held ikke at udnytte denne chance, og sæsonens anden El Plastico endte dermed uden vinder – i en kamp, der til tider lignede en SIF-sejr, men hvor FC Nordsjælland også formåede at presse SIFs forsvar.

SIFs næste og sidste kamp i 2021 er på fredag den 26. november, når Søhøjlandets Helte besøger AGF kl. 19.00 på Ceres Park.

Kampen i tal
3F Superligaen, 16. runde – søndag den 21. november 2021 klokken 14.00 på Right to Dream Park.
FC Nordsjælland – Silkeborg IF 1-1 (1-0)

Mål: 1-0 Oliver Villadsen (42), 1-1 Nicolaj Vallys (62)

Advarsler: Robert Gojani, Nicolaj Vallys, Nicolai Larsen, Simon Adingra, Mads Døhr Thychosen, Ibrahim Sadiq

Tilskuere: 3.110

FC Nordsjælland: Emmanuel Ogura, Mads Døhr Thychosen, Jonas Jensen-Abbew (80: Kian Hansen), Adamo Nagalo, Oliver Villadsen, Jacob Christensen, Magnus Andersen, Martin Frese, Abu Francis (45: Andreas Schjelderup), Simon Adingra (63: Ibrahim Sadiq), Oliver Antman (63: Lasso Coulibaly).
Cheftræner: Flemming Pedersen

 Silkeborg IF: Nicolaj Larsen, Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Andre Calisir, Oliver Sonne, Stefan Thordarson (80: Anders Klynge), Mark Brink, Robert Gojani, Sebastian Jørgensen (80: Søren Tengstedt), Nicolai Vallys, Nicklas Helenius
Cheftræner: Kent Nielsen

Dommer: Sandi Putros

Kampreferat: Anders Mathiasen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen