13. maj 2018

Vanvittig kamp sender SIF i gyser

Vanvittig kamp sender SIF i gyser

Foran 2-0 i starten af 2. halvleg lignede det samlet sejr ti SIF, men et vanvittigt comeback af Lyngby ændrede alt. 2-2 blev det, og SIF skal nu møde Helsingør i direkte duel om at undgå nedrykning.

Det blev et sandt drama, da SIF og Lyngby søndag eftermiddag spillede 2-2 på JYSK park. SIF var foran 2-0 i starten af 2. halvleg, og det lignede en kamp om at klare frisag mod Randers, men Lyngby gjorde comeback og fik udlignet. Dermed er det Lyngby, der møder Randers i en kamp om at klare frisag, mens SIF skal ud i en gyser mod Helsingør, hvor det handler om at undgå nedrykning. Første kamp spilles torsdag i Helsingør med returkamp på JYSK park mandag, 2. pinsedag.

SIF måtte møblere en del rundt i forhold til det hold, der leverede en flot fight i 1-3 nederlaget i pokalfinalen tre dage tidligere. Simon Jakobsen var ude med den ankelskade, han pådrog sig i en nærkamp med Kamil Wilczek, og både Sammy Skytte og Casper Sloth var gået ned med sygdom samtidig med at Jens Martin Gammelby var ude med karantæne. Mikkel Vendelbo overtog pladsen på den centrale midtbane sammen med Ibrahim Moro, Jeppe Gertsen gik ind i det centrale forsvar og på højre back-positionen var Valance Nambishi valgt. Samtidig var der start-comeback til Gustaf Nilsson helt i front. Han afløste Magnus Mattsson.

Tænding fra start
Kampens betydning gav et højt spændingsniveau fra start. Efter blot et minut forfulgte Gustaf Nilsson en høj bold og tumlede ind i Oskar Snorre i Lyngby-målet., hvilket udløste en klump af diskuterende spillere omkring den liggende Lyngby-målmand og et gult kort til SIF-svenskeren.

Kampens første store chance tilfaldt SIF efter knapt et kvarter – et frispark på kanten af feltet begået mod Vladmir Rodic. Gustav Dahl tog sig af sparket – bolden ramte muren og gik over mål til hjørnespark.

Lyngby var sjælden gæst foran SIF’s mål, først i det 19. minut kom den første chance. Jeppe Kjær vred sig fri ved baglinien og centrede ind foran til Jesper Christjansen, der overplacerede sin afslutning, så bolden gik over mål. Det blev også eneste Lyngby-forsøg i 1. halvleg, der generelt var præget af få chancer og meget tid på bolden til SIF.

Mål af Gustaf Nilsson
Billedet ændrede sig ikke fra 2. halvlegs start – bortset fra at SIF blev målfarlig. Et indlæg fra Gustav Dahl fandt vej til Gustaf Nilssons venstrefod og videre i nettet til stor jubel for tilhængerne ,SIF’erne og især Gustaf Nilsson, der har oplevet måltørke her i foråret. Svenskeren overspurtede Lyngby-anfører Thomas Sørensen og slap derved fri til scoringen.

Det blev også 2-0 – for syvende gang siden ankomst fra Randers ved Vladimir Rodic. Gustaf Nilsson forfulgte energisk en bold bag Lyngby-forsvaret. Oskar Snorre dykkede ned i den, men presset af Nilsson fik han ikke fat i den, så den sprang videre til Vladimir Rodic, så montenegrineren kunne score i det tomme mål. Nu lignede det playoff mod Randers torsdag og mandag, men situationen var stadig sådan, at et mål til Lyngby ville udligne stillingen og udløse forlængelse.

Reducering og helt lige
Og det var netop det, der skete tre minutter senere, da unge Adam Sørensen slap fri og sendte bolden forbi Peter Friis. 2-1 og samlet 3-3. Topspænding på JYSK park. Jeppe Gertsen måtte med et kvarter igen lade sig udskifte med krampe i lægmusklen. Han blev erstattet af Dennis Flinta.

Chancehyppigheden blev mindre, Lyngby havde det største tilbud på en omstilling, hvor Gustav Dahl lige akkurat fik afværget, men det var kun en stakket frist. Få minutter senere blev det 2-2. Lyngby tog et hurtigt frispark, Jesper Christjansen slap fri og driblede udenom Peter Friis og sendte bolden mod mål. Dennis Flinta ofrede alt, men kunne ikke forhindre scoringen. I stedet slog han sig så voldsomt i sammenstødet med stolpen, at han måtte lade sig udskifte få minutter efter at være kommet ind.

SIF skulle nu bruge to mål for at vinde samlet, og selv om der var chancer og tung SIF-overvægt i de sidste 10 minutter, lykkedes det ikke.

SIF står overfor en gyser mod Helsingør.

Kampen i tal:
Alka Superligaen,. 34. spillerunde (playoff 1, returkamp), søndag 13. maj kl. 14.00 på JYSK park:
Silkeborg IF – Lyngby BK 2-2 (0-0)
Mål: 1-0 Gustaf Nilsson 49, 2-0 Vladimir Rodic (60.), 2-1 Adam Sørensen (63.), 2-2 Jesper Chrisjansen (78.)
Advarsler: Gustaf Nilsson, Davit Skhirtladze, SIF.
Tilskuere: 3.700
Silkeborg IF (4-2-3-1-1): Peter Friis – Valance Nambishi, Jeppe Gertsen (74.: Dennis Flinta (81.: Mads Emil Madsen)), Tobias Salquist, Gustav Dahl – Vladimir Rodic, Ibrahim Moro (85.: Magnus Mattsson), Mikkel Vendelbo, Marc Rochester – Davit Skhirtladze – Gustaf Nilsson.
Manager: Peter Sørensen.
Lyngby (4-2-3-1): Oskar Snorre – Oliver Lund, Martin Ørnskov, Thomas Sørensen (55.: Mathias Tauber), Michael Lumb – Mathias Hebo Rasmussen, Jesper Chritjansen – Lasse Fosgaard, Herolind Shala, Adam Sørensen (81.: Simon Vollesen) – Jeppe Kjær.
Cheftræner: Thomas Nørgaard

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen