SIF lukker JYSK park
Som konsekvens af corona-krisen har SIF besluttet at lukke JYSK park. Kun personale med nødvendig arbejdsmæssig adgang kan fra i dag komme ind, og al aktivitet er aflyst i de næste to uger.
JYSK park var tom, da SIF spillede mod AGF i mandags. Nu lukkes der ned for al aktivitet på byens stadion. Foto: Morten Kjær.
Al aktivitet på JYSK park er aflyst i de næste to uger. SIF lukker stadion som en konsekvens af corona-krisen. Det betyder, at kun personale med nødvendig arbejdsmæssig adgang kommer ind. Al træning i SIF’s talentregi, både morgentræning for Talent Team og College-eleverne samt eftermiddagstræningen i hold-regi er aflyst, og for de klubber udefra, der måtte have booket tid til kamp eller træning, er aktiviteten også aflyst.
Klubbens superliga-trup trænede torsdag formiddag og træner også fredag, hvorefter spillerne har fået fri i weekenden. Herefter vil udviklingen i forhold til corona-spredningen og myndighedernes anvisninger afgøre, hvad der sker fra næste uge.