31. januar 2022

SIF lejer Lukas Engel

Silkeborg IF har hentet Lukas Engel i Vejle Boldklub på en lejeaftale, der gælder sæsonen ud. Den 23-årige Engel kan både spille back, kant og centralt og får trøje nummer 29 i SIF.

For præcis et år siden hentede Vejle Boldklub Lukas Engel i Fremad Amager, hvor den dynamiske og målfarlige Kastrup-dreng trods sin unge alder bar anførerbindet og nåede 96 kampe og 20 mål. I Vejle Boldklub har han i 2021 spillet 40 kampe med 7 mål til følge, og han har fået spilletid i alle 17 runder af den igangværende 3F Superliga – dog ofte som ind- eller udskifter.

– Vi er meget glade for, at det er lykkedes at lande Lukas Engel på en lejeaftale inden det forestående og meget spændende forår, hvor vi ser frem til at fortsætte vores gode resultater på basis af rigtig flot fodbold. Netop dette kan Lukas Engel hjælpe os med qua sine store færdigheder, hvor især fart, dynamik, stærk boldomgang og et slagkraftigt venstreben springer i øjnene. Vi døjer med nogle skader på forskellige positioner, og derfor er tilgangen af Lukas Engel helt perfekt, da han med sin alsidighed vil bringe nye muligheder for vores hold – og så er han i øvrigt også en gudsbenådet fighter, der spiller med stort hjerte og altid giver alt på banen, siger SIFs sportschef Jesper Stüker.

Lukas Engel spillede i barndomsklubben Kastrup Boldklub, indtil han i 2017 som 18-årig kom til Fremad Amager. Allerede som 20-årig fik han anførerbindet om armen hos amagerkanerne, som han forlod i slutningen af 2021’s januar-vindue for at tiltræde i VB. Han har i flere omgange været udtaget til U21-landsholdet – uden dog at opnå debut. Nu står han klar til at tørne ud for Silkeborg IF.

– Da jeg hørte om interessen fra Silkeborg IF, var jeg slet ikke i tvivl. SIF har stået for noget af det flotteste fodbold i 3F Superligaen i den her sæson, og det ser jeg gevaldigt frem til at blive en del af. Jeg er sikker på, at jeg kan udvikle mig rigtig godt i de fantastiske rammer her på JYSK park, og jeg vil gøre alt, hvad jeg kan, for at hjælpe SIF med at fortsætte de gode takter i forårssæsonen, siger Lukas Engel, der i indeværende sæson er noteret for 17 3F Superliga-kampe og to mål – det ene i øvrigt imod SIF i 10. runde, hvor SIF vandt med 4-2 i Nørreskoven. Han har for VB primært optrådt på venstre back og venstre midtbane.

Lukas Engels potentielle SIF-debut kan blive i forårspremieren på JYSK park den 20. februar – pikant nok mod netop Vejle Boldklub. Han deltager i sin første træning på JYSK park allerede mandag formiddag.

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen