6. december 2020

SIF led nederlag i Nordjylland

SIF fandt aldrig den spillemæssige melodi mod Vendsyssel FF søndag eftermiddag og måtte rejse hjem med et nederlag på 1-2.

Det blev aldrig SIF’s kamp lørdag eftermiddag i Hjørring, og dermed måtte drengene fra Søhøjlandet for tredje kamp i træk gå fra banen uden sejr. 2-1 blev det til Vendsyssel FF, der leverede en både aggressiv og opportunistisk indsats i en jævnbyrdig kamp.

SIF-træner Kent Nielsen  havde skiftet ud på to pladser i forhold til seneste kamp 10 dage tidligere, 0-1 nederlaget i Viborg. I front erstattede Alexander Lind det normale førstevalg, Emil Holten, og i det centrale forsvar havde Joel Felix fået pladsen ved siden af Anders Hagelskjær i stedet for Jeppe Spliid Gertsen.

Tidlig føring til SIF
Efter en aggressiv indledning fra hjemmeholdet skulle der gå omkring 10 minutter af kampen, før SIF tog kontrol. Det gav imidlertid hurtigt udbytte, for efter et kvarter smækkede Anders Klynge bolden ind i panden på Alexander Lind, der headede den sikkert i nettet til SIF-føring. Linds første mål i 1. division og det andet i sæsonen.

SIF kom i fortsættelsen frem til flere muligheder, blandt andet et skudforsøg af Nicolai Vallys og et blokeret spark fra Magnus Mattsson efter en fin solotur af Svenn Crone op ad venstre flanke.

Udligning efter hjørnespark
Det blev imidlertid Vendsyssel, der scorede kampens næste mål. På et hjørnespark midtvejs i halvlegen fik Jakob Hjorth lov til ugeneret at stige til vejrs og heade bolden i  nettet til udligning. Kort efter havde Tiemoku Kanouté frit løb mod mål, men blev i skudøjeblikket blokeret.

Vendsyssel  havde en god periode efter målet, mens SIF’s Alexander Lind i det 35. minut følte sig snydt for et straffespark efter at han tumlede omkuld i  feltet. Dommer Jacob Karlsen stod dog godt placeret og vinkede afværgende.

I den anden ende havde Mikkel Agger et godt, fladt spark, som Oscar Hedvall måtte ud i fuld længde for at parere til  hjørnespark. Dermed sluttede en jævnbyrdig halvleg 1-1.

Hjemmeholdet i føring
Vendsyssel kom bedst fra start efter pausen og kom allerede fire minutter inde foran 2-1. Oscar Hedvall parerede et skud fra Mikkel Agger, men Zander Hyltoft var over returbolden og hamrede den i nettet. Det lignede en gedigen overraskelse og sejr til et resultat-hungrende bundhold.

SIF -træner Kent Nielsen foretog en dobbelt udskiftning efter godt en time og sendte Stefan Teitur Thordarson og Sebastian Jørgensen på banen. Sidstnævnte var straks involveret i en farlig situtation og et forsøg på stolperoden, hvor den målfarlige indskifter dog var i offside position.

Forgæves pres
SIF pressede og pressede i den resterende del af kampen, og skiftede også offensivt ind med Emil Holten. Da kampen gik ind i overtiden udmøntede det sig i et brag af et skud på stolperoden fra Anders Hagelskjær, men spillet kom aldrig rigtigt til at flyde, og så kunne Vendsyssel trække tre overraskende point til sin trængte position i bund-regionen.

Næste kamp for SIF er på lørdag,  hvor FC Fredericia kommer på besøg på JYSK park med kampstart kl. 12.30.

Kampen i tal:
1. division, 14. runde, søndag 6. december kl. 15.00 på Nord Energi Arena i Hjørring:
Vendsyssel FF – Silkeborg IF 2-1 (1-1)
Mål: 0-1 Alexander Lind (15.), 1-1 Jakob Hjorth (25.), 2-1 Zander Hyltoft (49.)
Advarsler: Jakob Hjorth, Ali Messaoud, Tiemoku Konaté, Søren Henriksen, Vendsyssel FF.
Vendsyssel FF (4-4-2): Kevin Ray Mendoza – Dusan Jajic, Jakob Hjorth, Andreas Kaltoft, Søren Henriksen – Gregory Berthier (68.: Jellel van der Heyden), Mikkel Wohlgemüth, Ali Messaoud (75.: Tobias Christensen), Zander Hyltoft – Mikkel Agger (90+3.: Henri Järvelaid), Tiemoku Konaté.
Cheftræner: Lasse Steensgaard.
Silkeborg IF (4-3-2-1): Oscar Hedvall – Rasmus Carstensen, Joel Felix, Anders Hagelskjær, Svenn Crone – Anders Klynge, Mark Brink (74.: Emil Holten), Mads Kaalund (58.: Sebastian Jørgensen)- Nicolai Vallys (58.: Stefán Teitur Thórdarson), Magnus Mattsson (81.: Nicklas Røjkjær)- Alexander Lind.
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen