Silkeborg IF har købt den dynamiske midtbanespiller Mads Larsen i Esbjerg fB.
Silkeborg IF har sikret sig den teknisk stærke midtbanespiller Mads Larsen, der er købt fri af sin kontrakt i Esbjerg fB.
Den 22-årige midtbanespiller har tilbragt hele sin professionelle karriere i den vestjyske traditionsklub, hvor Mads Larsen allerede som 16-årig debuterede for EfB’s førstehold.
– Det er ingen hemmelighed, at Mads er en spiller, vi har haft et rigtig godt øje til gennem en længere periode, og derfor er vi rigtig glade for, at det nu er lykkedes os at skrive kontrakt med ham. Mads er en dynamisk og teknisk stærk spiller, der ser åbningerne i spillet både for sig selv og sine holdkammerater, siger sportschef Jesper Stüker og fortsætter.
– Vi tror på, Mads vil passe rigtig godt ind både i vores omklædningsrum men også i vores spilsystem, hvor han i første omgang tiltænkt en rolle som 8’er, selvom han også besidder de kvaliteter, der gør, at han kan rykkes frem på 10’eren, siger Jesper Stüker.
Mads Larsen står noteret for flere end 100 førsteholdskampe i Esbjerg fB, og i foråret har han igen været en profil for vestjyderne i 2. division, hvor midtbanespilleren har leveret syv oplæg og en enkelt scoring for EfB.
Den ny SIF-spiller har allerede 12 Superligakampe under vesten for Esbjerg fB, men nu glæder Mads Larsen sig til igen at prøve kræfter med Danmarks bedste fodboldrække på et hold, der praktiserer den spillestil, som han mener, passer perfekt til ham.
– Det har længe været et ønske for mig at komme til SIF, så jeg er utrolig glad for endelig at have underskrevet kontrakten. Jeg er meget inspireret af den måde, klubben spiller på, og det er den form for fodbold, som tiltaler mig, siger Mads Larsen og fortsætter.
– Jeg kender Mark Brink, som har talt rigtig godt om træneren, truppen og hele klubben, så nu glæder jeg mig først og fremmest til at komme i gang og møde alle sammen. Jeg er meget glad for at få chancen for at fortsætte min udvikling i 3F Superligaen, og Silkeborg IF er den perfekte klub for mig at tage næste skridt, lyder det fra Mads Larsen.
Mads Larsen har skrevet under på en fireårig aftale med Silkeborg IF.
Den ny SIF’er har første træning med sine nye holdkammerater torsdag formiddag.