23. august 2022

SIF henter Robin Østrøm

Silkeborg IF har skrevet en længere kontrakt med den alsidige forsvarsspiller Robin Østrøm, der tiltræder på en kontrakt gældende frem til udløbet af 2026.

Robin Østrøm, der er 188 cm høj og netop fyldt 20 år, tiltræder med øjeblikkelig virkning i Silkeborg IF på en kontrakt gældende frem til udløbet af 2026. Den talentfulde forsvarsspillers far er nordmand, og moderen oprindeligt fra Uganda, men med dansk pas – og Robin Østrøm har følgeligt optrådt på både danske og norske ungdomslandshold – først i en venskabskamp på det danske U19-landshold og siden i to U20- og tre U21-landskampe for Norge.

– Vi ser Robin Østrøm som en meget spændende tilføjelse til vores trup. Han er en boldfast spiller, der dækker flere positioner i bagkæden, og vi ser et stort potentiale i ham. Vi tror på, at vi sammen kan forløse dette potentiale, så han kan på sigt kan blive stamspiller i SIF – men vi vurderer også, at han allerede nu har en masse at byde ind med. Så vi glæder os over, at han nu skal udfolde sig i Silkeborg IF i de kommende sæsoner, siger sportschef Jesper Stüker.

Robin Østrøm er opvokset i København har fået sin fodboldmæssige opdragelse i AB Tårnby og B93, inden han skiftede til OBs akademi og siden indlemmelsen i førsteholdstruppen opnået 38 førsteholdskampe med et enkelt mål til følge – dette faldt i hjemmekampen mod AGF den 7. august. Nu glæder han sig til at tørne ud for Søhøjlandets Helte.

– Jeg er glad for og stolt af dette skifte til Silkeborg IF, som i mine øjne er en meget attraktiv klub med en fastdefineret og knivskarp spillestil, som jeg som teknisk forsvarer glæder mig til at blive en del af. Både i 3F Superligaen og de forestående, europæiske kampe er der masser af spændende opgaver i vente, og jeg ser frem til at bidrage med mine kompetencer. Jeg har på afstand fulgt Silkeborg IFs udvikling hen over de sidste år, og det er et hold, der udstråler stor spillelyst – og efter sigende har et meget velfungerende omklædningsrum, som jeg også glæder mig meget til at blive en del af, siger Robin Østrøm.

Robin Østrøm har fået trøje nummer 3 i SIF og vil allerede tirsdag være med i formiddagstræningen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen