7. februar 2023

SIF henter Lasse Vigen

Silkeborg IF har tilknyttet den 28-årige midtbanespiller Lasse Vigen Christensen på en aftale frem til sommer. Vigen har senest spillet i belgiske Zulte Waregem.

SIF har hentet transferfri forstærkning til holdet, idet den dynamiske midtbanespiller Lasse Vigen Christensen er blevet tilknyttet på en korttidsaftale frem til sommer.

– Vi er meget glade for, at det er lykkedes at hente en kvalitetsspiller som Lasse Vigen Christensen til klubben. Vi står over for en spændende forårssæson, hvor han utvivlsomt vil komme til at hjælpe os med sin rutine, dynamiske spillestil og store arbejdsradius. Han har holdt formen ved lige i Esbjerg i de seneste uger og kommer fra et godt forløb i Belgien med mange kampe, så han er klar til at forstærke truppen med øjeblikkelig virkning, siger sportschef Jesper Stüker.

Lasse Vigen er opvokset i Esbjerg og skiftede senere til FCMs akademi, inden han rykkede til Fulham i London. Her fik han 68 førsteholdskampe med 7 scoringer og 11 assists til følge, mens han også optrådte på lejemål hos Burton Albion. I 2017 blev han købt af Brøndby IF, hvor han spillede 129 kampe (15 mål og 14 assists). Hans sidste aftryk på Vestegnen blev et minderigt ét af slagsen, da han scorede til 1-0 i den afgørende mesterskabskamp på Brøndby Stadion i sommeren 2021, inden han skiftede til belgiske Zulte Waregem i Jupiler Pro League. Her blev han noteret for 35 kampe, inden han fik sin kontrakt ophævet i januar 2023. Nu glæder han sig til at tørne ud for SIF i en spændende forårssæson.

– Jeg ser frem til at spille i den røde trøje på et hold, som jeg med interesse har fulgt over de seneste år, hvor både resultaterne og spillet har været rigtig gode. Holdet har en attraktiv spillestil, som jeg glæder mig til at blive en del af, og jeg vil gøre mit allerbedste for at hjælpe klubben til at få en god forårssæson i en meget tæt og spændende Superliga, lyder det fra Lasse Vigen Christensen, der får trøje nummer 22 i SIF.

Den boldfaste midtbanespiller slutter sig allerede onsdag til SIFs træningslejr i San Pedro del Pinatar i det sydspanske. Han er noteret for intet mindre end 90 ungdomslandskampe og er på andenpladsen over flest danske U-landskampe nogensinde.

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen