31. august 2022

SIF henter Kasper Kusk

Silkeborg IF har indgået en aftale med AaB om et køb af kantspilleren Kasper Kusk, der skifter til SIF på en to-årig aftale med øjeblikkelig virkning.

30-årige Kasper Kusk er ny SIF-spiller. Den elegante kantspiller bliver hentet på en to-årig aftale i AaB, hvor han har spillet hele 252 kampe med 60 mål til følge samt 68 assists.

– Vi er rigtig glade for, at det er lykkedes at hente Kasper Kusk til Silkeborg IF, hvor vi har store forventninger til, at han kommer til at bidrage med masser af mål, assists og rutine. Med vores spændende og krævende kampprogram in mente har det været en prioritet for os at hente Kasper Kusk, som vil kunne tilføre sine kompetencer til holdet med øjeblikkelig virkning – og vi ved, at han fungerer rigtig godt sammen med sin tidligere cheftræner, Kent Nielsen. Kasper Kusk har tilsvarende været meget sulten efter at skifte til SIF, og vi ser frem til at byde ham velkommen på holdet, siger sportschef Jesper Stüker.

Kasper Kusk har spillet i AaB i det meste af sin karriere, men skiftede i sommeren 2014 til hollandske Twente, hvor han blev noteret for 14 kampe. Et år senere vendte han hjem til dansk fodbold og FC København, hvor det blev til 94 kampe, 19 mål og 17 assists, inden han i januar 2018 vendte retur til Aalborg. Kasper Kusk har desuden spillet otte A-landskampe, to Liga-landskampe, seks U21- og tre U20-landskampe.

Nu glæder han sig til at tørne ud for Silkeborg IF.

– Jeg har spillet mod SIF en del gange i det seneste års tid, og det har ikke altid været lige sjovt at være på den anden side, så jeg må sige, at jeg glæder mig til at blive en del af holdet, som står for noget meget attraktiv fodbold. Det er selvfølgelig også en fordel, at jeg kender og har haft et rigtig godt samarbejde med Kent Nielsen før, og alt i alt ser jeg det som en perfekt transfer for mig – og jeg vil gøre alt for at vise, at det samme er tilfældet for Silkeborg IF. Jeg har meget store forventninger til fremtiden, for SIFs spillestil passer helt perfekt til mig med den kompromisløse fokus på bevægelighed, shortpassing og det dynamiske spil. Der har været en del muligheder for mig i ind- og udland, men jeg har på en eller anden måde bare ventet og håbet på, at det kunne falde i hak med SIF. Jeg glæder mig, siger Kasper Kusk, der i forbindelse med skiftet flytter til Silkeborg sammen med sin familie.

Kasper Kusk scorede for en lille måned siden AaBs mål på JYSK park, da SIF vandt med 3-1 – og i 2020 stod han for begge målene, da AaB vandt med 2-0, inden det blev 0-0 i sidste sæsons første kamp mellem de to hold på JYSK park. Siden har SIF besejret nordjyderne tre gange i streg.

I Silkeborg IF får han trøje nummer 7, og han tiltræder med øjeblikkelig virkning.

 

 

 

.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen