23. juli 2018

SIF henter forsvarstalent

SIF henter forsvarstalent

Silkeborg IF har købt den 21-årige Anders Hagelskjær i Skive IK.

Efter en vellykket prøvetræning er Silkeborg IF og Skive IK nået til enighed om en transfer af forsvarsspilleren Anders Hagelskjær. Den 21-årige midterstopper skifter til SIF på en tre-årig aftale.

– Vi har haft øje på ham igennem lang tid. Nu fik vi muligheden for at kigge nærmere på ham her i vores relativt lange opstart. Det har han gjort rigtig fint, og derfor har vi nu valgt at hente ham, fortæller manager Peter Sørensen.

Den venstrebenet forsvarsspiller kan både benyttes i midterforsvaret og som venstreback.

– Han har nogle gode forsvarskompetencer, som jeg selvfølgelig også mener, at vi kan gøre endnu bedre og udvikle på. Han er en god duelspiller og god på hovedet. Han har en god venstrefod, og så giver han også holdet en ekstra dimension i form af nogle rigtig lange indkast, fortæller Peter Sørensen.

Anders Hagelskjær er oprindeligt fra Kjellerup, men har fået store dele af sin fodboldopdragelse i FC Midtjylland, inden han først blev udlånt og derefter skiftede permanent til Skive IK i 1. division. Her startede den unge forsvarsspiller ud med at spille venstreback, men sluttede opholdet hos skibonitterne med at imponere som midterstopper.

– Jeg er glad og stolt på egne vegne. Jeg glæder mig til at spille i Silkeborg, som er en stor klub. Det er et godt setup, som jeg glæder mig til at være en del af, fortæller Hagelskjær, som med sine egne ord er en moderne forsvarsspiller.

– En af mine store styrker er mit spil langs jorden. Jeg vil gerne have bolden og være med til at spille bolden op fra de bagerste rækker, lyder det fra den nye SIF’er.

Anders Hagelskjær træner med sine nye holdkammerater i dag.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen