23. april 2018

SIF henter angrebs-talent i Viborg

SIF henter angrebstalent i Viborg

Oliver Haurits skifter til sommer fra Viborg FF til SIF, hvor han kommer på en to-årig trainee-kontrakt.

17-årige Oliver Haurits har i dag skrevet kontrakt med Silkeborg IF gældende fra sommer og to år frem. Han skifter fra Viborg FF.

Oliver Haurits har allerede i sit unge fodboldliv vist, at han kender vejen til målet. I denne sæson har han spillet på Viborg FF’s Reserveliga-hold, på klubbens (FK Viborg) U19 hold i U19 Divisionen ligesom han har fået fire indhop på 1. divisionsholdet. I Reserveligaen er han noteret for otte mål og i U19 Divisionen for 14, det seneste sat ind i lørdags, da FK Viborg vandt 2-1 i Horsens.

– Jeg har valgt at skifte til Silkeborg IF, fordi klubben prioriterer sine egenudviklede unge spillere højt. Så sent som søndag i Helsingør var der jo seks af klubbens egne talenter med i startopstillingen. Det er en filosofi, der passer mig, siger Oliver Haurits, der i SIF kommer til at indgå i et indslusningsforløb, hvor han både kamp- og træningsmæssigt vil bevæge sig mellem U19-, Reserveliga- og Superligaholdet.

Oliver Haurits bliver en del af Silkeborg Fodbold College med skolegang på STX, Silkeborg Gymnasium, i den særlige T-klasse med undervisning tilrettelagt efter morgentræning tre gange ugentligt.

I SIF er det A+ træner Dennis Pedersen, der bliver ansvarlig for den overordnede tilrettelæggelse af den fodboldmæssige uddannelse for klubbens nye angrebstalent.

– Jeg har haft nogle rigtig gode samtaler med Dennis, og han er vild med træning – også ud over den daglige holdtræning. Jeg er sulten efter at blive bedre, så det passer mig storartet. Nu har jeg to år her, og jeg håber at kunne blive så god, at jeg får kampe inde på JYSK park, siger Oliver Haurits.

Udviklingschef Jesper Stüker er også glad for tilgangen af Oliver Haurits.

– Vores set-up og det elitemiljø, vi har skabt omkring talentudviklingen, er attraktivt for unge, talentfulde fodboldspillere. Det er tilgangen af Oliver Haurits et eksempel på og vi glæder os til i fællesskab at udvikle ham endnu mere, siger Jesper Stüker.

SIF’s talentudviklingsforløb består af en række elementer startende med SIF Fodboldskolen for U9 til U12, derefter SIF Talent Team fra U13 med skolegang i 7.-9. klasse på Sølystskolen sideløbende med fodbolduddannelsen på U13, U14 og U15-holdene. Når talenterne når op i U17- og U19-årgangene er det muligt at vælge Silkeborg Efterskole eller Silkeborg Fodbold College med skolegang på College360 (HHX) eller Silkeborg Gymnasium (STX).

I den nuværende førsteholdstrup har 12 spillere været igennem SIF’s fodbolduddannelse. (Thomas Nørgaard, Sammy Skytte, Simon Jakobsen, Jens Martin Gammelby, Gustav Dahl, Magnus Mattsson, Mads Emil Madsen, Valance Nambishi, Jeppe Okkels, Jeppe Gertsen, Tobias Salquist og Oscar Hedvall)

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen