21. maj 2021

SIF hentede lige akkurat 3-3 i Helsingør

SIF var foran to gange, men var alligevel tæt på at tabe i Helsingør. Mål af Nicklas Røjkjær et minut før tid skaffede 3-3. 

Med nød og næppe lykkedes det SIF at hente ét point fredag aften i Helsingør. Efter føring på både 0-1 og 1-2 kom SIF bagud i 2. halvleg, og længe lignede det en hjemmesejr på 3-2, men med et minut tilbage på stadionuret tog Nicklas Røjkjær en skudchance og sendte bolden fladt i nettet op ad den ene stolpe. 3-3 og SIF er fortsat ubes

SIF kan nu med en sejr overhale Viborg på førstepladspå en onsdag, hvis SIF vinder samtidig med at viborgenserne taber. I det tilfælde vil SIF blive 1’er på bedre målscore.

Som optakt til kampen dannede FC Helsingørs U13 drenge og spillere og stab fra aftenens modstander æres-allé for SIF’erne ved indløb. Flot stil i det nordlige Sjælland.

De første 10 minutter stod der FC Helsingør på, og et hovedstød af Nikolaj Hansen samt et frispark i muren var udtryk for både spille- og chancemæssigt overtag til hjemmeholdet.

Tidligt føring til SIF
I de situationer har SIF før vist, at holdet rummer individuelle kvaliteter til at vende en kamp. Det skete også i Helsingør. Tobias Salquist brød bolden godt midt på hjemmeholdets banehalvdel og stak den dybt til Magnus Mattsson, der var løbet i feltet. Fra halvspids vinkel sendte SIF’s topscorer bolden under Kevin Stuhr Ellegaard til tidlig føring for det kommende superliga-mandskab.

Hjemmeholdet kom hurtigt igen, og Liam Jordan udlignede efter 17 minutter, da han med sine driblinger snød SIF-forsvaret og sparkede bolden i nettet. En tempofyldt kamp var ved at udvikle sig.

Lind bragte atter SIF i føring
Begge hold fortsatte med at producere chancer, og SIF var først til at udnytte en af dem. Efter godt en halv time lagde Anders Klynge bolden fladt ind foran mål fra SIF’s højre-side, og her var Alexander Lind på plads i fik tæt under mål bragt bolden i nettet i to omgange.

SIF tiltvang sig stille og roligt det spillemæssige overtag og spillede sig også frem til muligheder. En dobbeltchance med skud til både Magnus Mattsson og Stefán Teitur Thórdarson var kun et par fornemme redninger af Kevin Stuhr Ellegaard fra at bringe SIF’erne yderligere foran.

Udligning og stolpeskud
Helsingør mærkede modgangen på flere fronter og måtte således to gange indenfor de første 35 minutter foretage udskiftninger på grund af skader.

Det kunne dog ikke holde Liam Jordan nede, der igen i det 38. minut snoede sig fri i SIF-feltet og atter bragte balance i regnskabet. I den anden ende knaldede Alexander Lind bolden på stolpen. Høj underholdningsværdi ved Kronborg.

Omstillingsspil og 3-2
SIF satte sig på spillet efter pausen og Helsingør levede mere og mere på hurtigt omstillingsspil. Efter godt en times spil gav det bonus. Oliver Kjærgaard spurtede fra SIF-forsvaret og fyrede af i feltet. Bolden sad højt i målet uden chance for Stan van Bladeren, og så var hjemmeholdet i front for første gang i kampen.

SIF pressede på for udligning, og der opstod også muligheder. Men da det lignede det første nederlag i foråret, dukkede Nicklas Røjkjær op på kanten af feltet og sparkede bolden mod det korte hjørne, hvor den gik under Kevin Stuhr Ellegaard til udligning. Dermed blev det 3-3 og SIF er nu oppe på 17 kampe uden nederlag.

Sæsonens sidste kamp spilles på onsdag, hvor FC Fredericia kommer på besøg på JYSK park. Der er kampstart kl. 19.00 og billet kan købes her.

Kampen i tal:
1. division, 31. runde, fredag 21. maj kl. 19.00 på Helsingør Stadion:
FC Helsingør – Silkeborg IF 3-3 (2-2)
Mål: 0-1 Magnus Mattsson (11.), 1-1 Liam Jordan (17.), 1-2 Alexander Lind (32.), 2-2 Liam Jordan (39.), 3-2 Oliver Kjærgaard (63.), 3-3 Nicklas Røjkjær (89.)
Advarsler: Nicolai Gertsen, Philip Rejnhold, Niclas Mouritsen, FCH, Mark Brink, Tobias Salquist, SIF.
Tilskuere: 478
FC Helsingør (4-4-2): Kevin Stuhr Ellegaard – Anders Holst (70.: Hans Christian Bonnesen), Nikolaj Hansen (24.: Philip Rejnhold), Nicolai Geertsen, Niclas Mouritsen –  Daniel Norouzi, Callum McCowatt (38.: Elijah Just), Lucas Haren (70.: Tonni Adamsen), David Boysen (70.: Frederik Bay) – Liam Jordan, Oliver Kjærgaard.
Cheftræner: Morten Eskesen
Silkeborg IF (4-3-2-1): Stan van Bladeren – Rasmus Carstensen, Tobias Salquist, Jeppe Spliid Gertsen (74.: Alexander Busch), Gustav Dahl – Stefán Teitur Thórdarson (58.: Nicolai Vallys), Mark Brink (58.: Pelle Mattsson), Mads Kaalund (74.: Nicklas Røjkjær) – Magnus Mattsson, Anders Klynge (58.: Sebastian Jørgensen) – Alexander Lind.
Cheftræner: Kent Nielsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen