1. marts 2023

SIF har fundet ny kommunikationschef

Thomas Nørgaard Andersen bliver pr. 1. april ansat som ny kommunikationschef i Silkeborg IF. Han blev i 2021 kåret til Årets Sportsjournalist og tiltræder fra Ekstra Bladets sportsredaktion.

På transfervinduets sidste dag meddelte Michael Ravn, at han pr. 1. maj havde takket ja til en opgave uden for fodboldverdenen, og dermed indledte SIF jagten på en ny kommunikationsansvarlig. Nu er jagten vel overstået, og SIF kan præsentere Thomas Nørgaard Andersen som ny kommunikationschef.

– Det er ingen hemmelighed, at vi var ærgerlige over at modtage Michael Ravns opsigelse, men vi respekterede naturligvis hans ønske om at vende retur til fødevareindustrien og siger ham også tusind tak for en meget stor indsats for klubben. Til gengæld er vi også glade for at kunne byde velkommen til Thomas Nørgaard Andersen, som ud fra en stor og højt kvalificeret ansøgerskare stak ud som vores foretrukne kandidat. Han har en relevant og spændende profil og en god personlighed, og vi glæder os rigtig meget til samarbejdet, siger adm. direktør Kent Madsen.

Thomas Nørgaard Andersen er 37 år og bor med sin kone og datter i Sejs-Svejbæk. Han har i en ung alder arbejdet som kommunikationsmedarbejder for Holstebro Boldklub og Esbjerg fB, inden han gennemførte sin uddannelse på Journalisthøjskolen i Århus. Senere har han bl.a. været omkring Jyllands-Posten, B.T. og Berlingske, inden han i 2016 fik ansættelse på Ekstra Bladets jyske sportsredaktion, hvorfra han kommer til SIF. Han blev i 2021 kåret til Årets Sportsjournalist – og nu glæder han sig gevaldigt til sin nye udfordring.

– Det er svært at forestille sig et bedre job end dét at være sportsjournalist. Det skulle da lige være at få lov til at arbejde på ’den anden side’ i en fodboldklub. Så da muligheden opstod i Silkeborg IF, var det et stort men naturligt skridt at tage efter syv gode år på en af Danmarks førende sportsredaktioner. Jeg glæder mig til at træde ind i en ekstremt veldrevet organisation i rivende udvikling, og jeg går til opgaven med stor stolthed, ildhu og ydmyghed. Silkeborg IF er hjerteblod for rigtig mange mennesker, og jeg vil gøre mit ypperste for at sikre og videreudvikle klubbens kommunikation til gavn for fans, sponsorer, investorer og medier, siger Thomas Nørgaard Andersen.

Han tiltræder på JYSK park den 1. april.

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen