2. september 2018

SIF måtte se sig slået på Amager

SIF måtte se sig slået på Amager

Det blev aldrig nogen stor kamp af SIF søndag eftermiddag mod Fremad Amager, og amagerkanerne vandt da også en såre fortjent sejr på 2-0.

Det blev ikke SIF’s eftermiddag i Sundby Idrætspark. Efter en jævnt trist indsats måtte SIF se sig slået 2-0 af et Fremad Amager-hold, der var mere direkte i sit spil – og udnyttede de chancer, de blev givet. Efter 0-0 ved pausen blev en fejl af Dennis Flinta optakt til det første mål syv minutter inde i halvlegen, og et kvarter før tid blev bolden sparket op på Mikkel Vendelbo’s arm til straffespark, der blev udnyttet til 2-0 og dermed nederlag til SIF.

Michael Hansen havde valgt samme start 11’er, som en uge tidligere havde vundet 3-1 over Næstved på JYSK park – og samme startopstilling for 3. kamp i træk.

Straffespark eller film
Første dramatiske situation faldt i det 7. minut, da SIF var trængt dybt ind i Fremad Amagers felt. Shkodran Maholli jagtede bolden og fik den prikket forbi en Fremad-forsvarer, hvorefter han faldt. Kampens dommer, Jonas Hansen, vurderede af SIF-angriberen lod sig falde og uddelte kampens første gule kort. Kampens første store chance stod der Fremad Amager på. På et hjørnespark svævede bolden til bageste stolpe, hvor den ramte lidt tilfældigt ned og via venner og fjender var på vej i mål, men Thomas Nørgaard og SIF-forsvaret i forening fik afværget.

En ujævn indledning, hvor Fremad Amager var mest direkte i sit spil, skulle man hen midtvejs i halvlegen for at finde SIF’s første chance: Et spark fra kanten af feltet fra Magnus Mattsson, hvor bolden gik lige over mål.

Frelsende tackling af Møller
I en chancefattig halvleg med mange boldtab og tilfældigheder fik Samson Iyede det største tilbud, da han efter en halv time rykke fri i SIF’ straffesparksfelt og lagde an til skud. Frederik Møller fik kastet sig ned i en tackling, der afværgede amagerkanerens forsøg, og dermed sluttede en halvleg på det jævne uden mål med det dramatiske højdepunkt efter 36 minutter, da hjemmeholdets Jonas Gemmer måtte bæres fra banen med en hovedskade.

2. halvleg var syv minutter gammel, da Fremad Amager kom foran. Dennis Flinta kiksede et væk-spark ved sidenlinjen midt på banen, Samson Iyede var over over bolden og tog den direkte vej mod mål. Selv om Flinta nåede tilbage og pressede Fremad Amager-angriberen, sendte Iyede bolden i nettet bag Thomas Nørgaard.

Mål gav liv i kampen
Målet bragte liv ind i kampen. SIF blev mere direkte i sit spil, og Fremad Amager var farlig på sine kontra-chancer. Magnus Mattsson havde et godt skudforsøg lige efter målet, men Nicklas Dannevang i Amager-målet nåede ned til stolperoden og sikrede sig bolden.

Efter en times spil sendte Michael Hansen nyerhvervelsen Ronnie Schwartz på banen i et forsøg på at vende den truende udvikling. Han erstattede Shkodran Maholli helt i front. Det lykkedes SIF at få sat Fremad Amager under pres. Frederik Møller havde en god skudchance i det 65. minut, om Dannevang dog tog sig af.

Straffespark og 2-0
Fremad Amager levede på kontra-chancer – og det gjorde de godt. Målscoreren til 1-0, Samson Iyede, var tæt på 2-0 et kvarter før tid, men i fri position måtte han se Thomas Nørgaard parere. På det efterfølgende hjørnespark blev bolden sparket op på Mikkel Vendelbo’s arm, så Fremad Amager fik straffespark. Netop indskiftede Jabar Sharza udnyttede chancen sikkert. Nu var det op ad bakke for SIF.

SIF spiller igen allerede onsdag, hvor Brabrand venter i Sydbank Pokalen. Der er kickoff kl. 17.15 på Brabrand Stadion. Næste opgør i NordicBet Ligaen er næste mandag, hvor endnu en udekamp venter i Hvidovre.

Kampen i tal:
NordicBet Liga, 7. runde, søndag 2. september kl. 13.45 i Sundby Idrætspark:
Fremad Amager – Silkeborg IF 2-0 (0-0)
Mål: 1-0 Samson Iyede (62.), 2-0 Jabar Sharza (str., 75.)
Advarsler: Heini Vatnsdal, Franko Atchou, Thor Lange, Fremad Amager, Shkodran Maholli, SIF.
Tilskuere: 1.319
Fremad Amager (4-4-2): Nicklas Dannevang – Mads Gabel, Mike Mortensen, Heini Vatnsdal, Thor Søndergaard Lange – Pierre Larsen, Franko Atchou, Jonas Gemmer (36.: Lucas Ohlander), Markus Bay – Lukas Engel (75.: Jabar Sharza), Samson Iyede (89.: Soslan Lysenko).
Cheftræner: Jan Michaelsen.
Silkeborg IF (4-4-1-1): Thomas Nørgaard – Svenn Crone, Dennis Flinta, Anders Hagelskjær, Frederik Møller (74.: Stephan Petersen) – Sebastian Jørgensen, Mikkel Vendelbo, Mads Emil Madsen, Jeppe Okkels (86.: Marc Rochester) – Magnus Mattsson – Shkodran Maholli (60.: Ronnie Schwartz).
Cheftræner: Michael Hansen

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen