7. december 2021

SIF forlænger med Klynge

Efter halvandet år i SIF – med 49 kampe og 2 mål til følge – har Anders Klynge sat sin signatur på en kontraktforlængelse, der løber frem til sommeren 2025.

Anders Klynge skiftede fra OB til Silkeborg IF den 3. august 2020, og den 21-årige midtbanespiller har gjort det så overbevisende i Søhøjlandet, at han nu har fået forlænget sin aftale frem til sommeren 2025. Klynge skiftede på en fri transfer fra barndomsklubben OB, hvor han kort forinden havde fået sin debut og opnået 6 Superliga-kampe for OB.

Kontraktforlængelsen skaber stor glæde hos sportschef Jesper Stüker, der ser gode muligheder for yderligere udvikling af den 21-årige fynbo med de gode relationelle færdigheder.

– Anders Klynge kom hertil som et lovende talent og fik i SIF sin første fuldtidsprofessionelle kontrakt. Klynge har siden overrasket meget positivt med sine mange spilleminutter og gode indsatser både til træning og i kamp, og der er stadig masser af udviklingsmuligheder i ham. Han er en fantastisk flowspiller, der binder kæderne godt sammen og hele tiden leder efter og finder mellemrummene. Han passer utroligt godt ind i vores spillestil og har et meget højt bundniveau, så vi er selvsagt tilfredse med at kunne fortsætte den gode udvikling sammen med ham i de kommende år, fortæller sportschef Jesper Stüker.

Anders Klynge har på sit halvandet år i Silkeborg allerede spillet 49 kampe for SIF, og nu ser den fodboldkloge fynbo frem til at øge antallet i et godt miljø.

– Jeg har nu været en del af Silkeborg IF i halvandet år, og det er en stor glæde at have forlænget helt frem til sommeren 2025. Jeg er gået fra at være ungdomsspiller i OB til at være Superliga-spiller i SIF, og det har været en fed rejse, som nu skal fortsætte længe endnu. Det er jeg både stolt over og glad for, og jeg er sikker på, at jeg i den her dejlige klub kan lægge endnu flere lag på min udvikling – i et miljø, hvor både spillestil, holdkammerater og staben rundt om holdet og hele klubben har gjort, at jeg lige fra starten har følt mig både velkommen og værdsat. Jeg er rigtig glad for at kunne kalde mig SIF-spiller og ser frem til de næste år, siger Anders Klynge.

Anders Klynge har fået spilletid i 16 ud af efterårets 17 Superliga-kampe.

 

 

 

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen