Hele øvre del af Mascot Tribunen på JYSK park vil til aftenens kamp mod Fremad Amager være udsmykket med kæmpe tifo. SIFosis i samarbejde med Stoltheden står bag.
Mod Helsingør i efteråret lavede SIFosis en kæmpe-tifo på Mascot Tribunen. Til aftenens opgør mod Fremad Amager gentages det med et nyt budskab. Det sker i et samarbejde mellem SIFosis og Stoltheden. Foto: Lis Winnie Hansen.
JYSK park kommer ikke helt til at ligne sig selv til aftenens kamp mellem SIF og Fremad Amager. Da SIF i øjeblikket ikke må lukke tilskuere ind til sine kampe på grund af covid-19-restriktionerne, har SIFosis, SIF’s officielle fanklub, taget initiativ til en kæmpe tifo, der kommer til at fylde hele øverste tribuneafsnit på Mascot Tribunen.
Tifo’en er sat op i et samarbejde mellem SIFosis og fan-grupperingen Stoltheden. 12 mand brugte 6 timer torsdag aften på at sætte den op – 6 fra SIFosis og 6 fra Stoltheden – og budskabet vil blive afsløret, når kampen går igang.
SIFosis har tidligere lavet en lignende tifo. Til kampen mod Helsingør i efteråret var Mascot Tribunen også udsmykket, dengang med budskabet “Holdet i mit hjerte.” (billedet).
Kampen har kickoff kl. 19.00 og kan ses direkte på TV3 Sport med optakt fra kl. 18.30.