29. juni 2018

SIF er vigtig for Silkeborg og Jyske Bank

SIF er vigtig for Silkeborg og Jyske Bank

Jyske Bank har støttet Silkeborg IF i snart 30 år. Det ændrer nedrykningen ikke på. Landets næststørste danske pengeinstitut har netop forlænget sin TopPartner-aftale med klubben.

”Stolt sponsor af Silkeborg IF siden 1991,” står der med store typer på Jyske Bank Tribunen på JYSK park. Og sådan vil det fortsat være, selv om SIF i den kommende sæson spiller i den næstbedste række. Jyske Bank har netop forlænget sin TopPartner-aftale på uændrede vilkår.

– Lige som alle andre omkring klubben deler vi ærgrelsen over at SIF trak det korteste strå og igen rykker ned. Men vi er sponsor i SIF, og det har vi snart været i 30 år, enten som hovedsponsor eller som TopPartner. I den periode er der jo ikke første gang, vi har oplevet SIF rykke ned, og vi løber ikke af pladsen af den årsag, slår marketingdirektør i Jyske Bank, Jens Skov, fast.

Jyske Bank Tribunen til 2047
Ud over det sponsormæssige engagement i Silkeborg IF har Jyske Bank også en væsentligt rolle på byens nye stadion. Jyske Bank var således sammen med JYSK rambuk for stadion-projektets virkeliggørelse med tribunesponsoratet på 10 mio. kr. til hovedtribunen. Den vil frem til mindst 2047 hedde Jyske Bank Tribunen.

– Derfor er der flere grunde til, at vi fortsat bakker op. At have Silkeborg IF i Superligaen er vigtigt for Silkeborg, og dermed er det også vigtigt for Jyske Bank. Det har en betydning. Havde det ikke det, kunne vi jo være ligeglade. Men det er vi ikke. Silkeborg bliver kontinuerligt nævnt i alle medier, når SIF er i Superligaen. Tænk på en by som Vejle, der har været væk i ni år. Hvor ofte nævnes byen i medierne? Jeg kan kun huske, at det er sket i forbindelse med placeringen af den nye politiskole. Helsingør? Hvor ofte blev byen nævnt, inden de i fjor havde et hold i Superligaen, spørger Jens Skov og uddyber:

Et utroligt vigtigt signal
– Det betyder noget, ganske enkelt. Og det gør det også for Jyske Bank, både i forhold til medarbejdere og kunder. Vi vil gerne bidrage til gode oplevelser for mennesker i Silkeborg. Derfor er vi til stede i byens fodboldklub, slår marketingdirektøren fast.

For SIF’s adm. direktør, Kent Madsen, er aftalen med Jyske Bank vigtig – både i forhold til økonomi og som signal.

– Jyske Bank er Silkeborgs største virksomhed og et af landets største pengeinstitutter. Det er et utroligt vigtigt signal, at Jyske Bank er massivt med i opbakningen af klubben. SIF og Jyske Bank hænger historisk sammen og har kørt parløb i stort set al den tid, der er blevet spillet professionel fodbold i byen. Derfor er jeg naturligvis meget glad for bankens fortsatte opbakning, siger Kent Madsen.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen