20. april 2019

SIF-cheftræner: Vi skal være mere aggressive i vores forsvarsspil

SIF-cheftræner: Vi skal være mere aggressive i vores forsvarsspil

Ti dages kamppause har givet SIF-holdet mulighed for at kigge nærmere på det defensive spil, hvor Silkeborg IF-mandskabet gerne skulle stå skarpere i søndagens kamp mod Hvidovre IF.

Det handler om at score flere mål end de andre. Sådan lyder en kendt fodboldkliché. I Silkeborg IF er den ikke skudt hel ved siden af. Efter indførelsen af kunstgræs som underlag, så har det offensive spil været i fokus. Det hurtige underlag giver god mulighed for at praktisere angrebsivrig fodbold, hvor det handler om at stå højt i banen og få kombinationsspillet til at glide. Det stiller høje krav til kvaliteterne af spillerne i front, men måske i endnu højere grad til de spillere, der skal tage sig af de defensive opgaver.

– Vi vil gerne holde nullet. Men vi går lidt på kompromis med det, fordi vi går efter mål og bringer mange folk med frem. Vi bruger meget tid på den offensive del, men det er klart, at vi også skal bruge meget tid og blive dygtigere til det at håndtere restforsvaret, fortæller Michael Hansen.

Det er specielt hjemme på JYSK park, hvor der er gået mange mål ind. Senest eksemplificeret ved 3-1 nederlaget til Næstved, hvor SIF-holdet startede godt ud og tog initiativet i kampen. Med 1-0 føringen i hånden havde man kampen, hvor man gerne ville have den. Men så opstod en personlig fejl.

– Vi er i overtal i mange af situationerne, hvor vi lukker mål ind. Den aggressivitet der skal til som forsvarsspiller, det er den, vi har haft lidt fokus på i de her dage, lyder det SIF’s cheftræner, som på udebane har lukket tre mål færre ind end hjemme.

På søndag venter Hvidovre IF i en kamp, hvor begge hold har for vane at tænke offensivt. Det har indtil nu i denne sæson kastet 11 mål af sig i de to indbyrdes opgør.

– Vi kigger forventningsfuldt frem mod en spændende og tæt kamp mod Hvidovre. Mentalt skal vi vise, at vi er videre fra sidste kamp. Der har været mange mål i de to sidste kampe mod Hvidovre, så vi skal se, om vi kan finde en god offensiv struktur frem på en græsbane, og så skal vi forbedre os i defensiven, hvor vi ikke så for godt ud i sidste kamp mod Næstved, fortæller Michael Hansen.

Der er kampstart søndag kl. 13.45 i Hvidovre. Kampen bliver ikke sendt i tv.

Del på facebook
Del på twitter
Del på linkedin
Del på pinterest
Del på reddit

Relaterede Nyheder

Næste Kamp

3F Superliga

16. februar 2025
Scroll til toppen